Popgruppen BTS har slået sin egen rekord: Deres nye musikvideo er blevet streamet på YouTube 101,1 million gange.

Populær popgruppe slår vild YouTube-rekord med flest streams på et døgn

BTS debuterede i 2013 og har i dag den største fanbase, som K-pop-genren nogensinde har set.  Foto: Kim Kyung Hoon/Ritzau Scanpix
BTS debuterede i 2013 og har i dag den største fanbase, som K-pop-genren nogensinde har set. Foto: Kim Kyung Hoon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En ny sang med den koreanske popgruppe BTS er blevet streamet over 100 millioner gange på YouTube på blot et enkelt døgn.

Der er tale om sangen ’Dynamite’, der, 24 timer efter at den blev publiceret på det sociale medie, er blevet set på platformen 101,1 million gange.

Det bekræfter en YouTube-talsmand over for det amerikanske medie Variety.

»Vi kan bekræfte, at BTS’ ’Dynamite’-Official MV (navnet på videoen, red.) satte ny 24-timers rekord og overstiger 100 millioner visninger med 101,1 million visninger i løbet af de første 24 timer«, skriver talsmanden i en mail til Variety.

’Dynamite’, som er den første sang, gruppen udelukkende synger på engelsk, endte efter 12 timer på førstepladsen på YouTubes attraktive trending list, der rangerer de mest populære videoer på globalt plan. Og den slog også endnu en rekord: Det er den hidtil mest sete YouTube-premiere, da mere end 3 millioner mennesker så videopremieren på samme tid.

BTS er den største og mest populære gruppe inden for K-pop-genren, som i sin nuværende moderne form opstod i 1990’erne i Sydkorea og er kendetegnet ved at blande elektropop og hiphop – ofte i upbeat-produktioner.

K-pop har vokset sig virkelig stort og er blevet en subkultur med millioner af fans rundtomkring i verden. Det er primært unge, der er målgruppen, og genren er også et fænomen på internettet, hvor fansene i høj grad er til stede på tværs af landegrænser og kontinenter.

Den tidligere indehaver af streamingrekorden inden for de første 24 timer efter udgivelsen på YouTube var også BTS. Sangen ’Boy With Luv’ fra 2019 blev set 74,6 millioner gange det første døgn.

Laurits Hjortkjær Henningsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her