En af de mest sejlivede myter om musikere, der begår sig ud i pop og rock, er, at de altid er bedst i ungdommens vår. Et af de skarpeste dementier af påstanden dukkede op i 2005, da Neil Leslie Diamond i en alder af 64 år leverede karrierens bedste album, ’12 Songs’.
Hvortil mange kritikere af manden fra Brooklyn, New York, som indtil da måske var bedst kendt som en lidt mere poppet og pompøs udgave af Elton John, vil indvende, at det skulle der heller ikke så meget til for at gøre. Sandt nok, måske, men album som ’Brother Love’s Travelling Salvation Show’ (1969), ’Beautiful Noise’, produceret af vennen Robbie Robertson fra The Band i (1976) og soundtracket til filmen om havmågen ’Jonathan Livingston Seagull’ (1973) pynter nu på enhver pladesamling.
Uden dog efter min mening at kunne måle sig med ’12 Songs’, der i en vild parentes bemærket var studiealbum nummer 26 for Neil Diamond.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
