Lyt til artiklen
Da jeg var 17 år, var det udbredt at brænde cd’er, altså ikke at brænde dem af, men kopiere dem, omdanne dem til mp3-filer og lægge filerne over på brændbare cd’er.
Min gode ven Jakob lavede tro kopier af albumcovers i pap og malede forsiden med farveblyanter. En efterårsdag i 2004 rakte han mig en brændt cd i hjemmemalet pap med det skotske postrock-band Mogwai. Albummet bar den løgnagtige titel ’Happy Songs For Happy People’ og var fyldt med ordløse, triste numre. Guitar og støj susede ind i ørerne og var som balsam for teenagesjælen. Det var i den periode af gymnasietiden, hvor jeg godt kunne finde på at springe nogle af timerne over, lægge mig ned i skolens kælder og lytte til cd’er på min discman, indtil det ringede ud til frikvarter.
