Koreograf sikrer sig, at ingen kan bruge ikoniske dansetrin fra Beyoncé kommercielt.

For første gang er et dansetrin nu copyrightet

Beyonce optræder her med 'Single Ladies' til 2009 MTV Video Music Awards i New York.  Foto: Gary Hershorn/Ritzau Scanpix
Beyonce optræder her med 'Single Ladies' til 2009 MTV Video Music Awards i New York. Foto: Gary Hershorn/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nu er der også ophavsret på dansetrin.

JaQuel Knight, som er koreografen bag ’Single Ladies (Put a Ring on It)’-dansen fra den amerikanske pop-dronning Beyoncé, har skrevet historie, efter han har fået copyright på lige præcis de ikoniske dansetrin.

Det er første gang, nogen har fået copyright på et dansetrin, skriver Variety.

Men det er nok ikke sidste gang. For JaQuel Knight har lavet et firma, som har til formål at beskytte ejerskabet over dansetrin – ’Knight Choreography and Music Publishing Inc’ hedder det.

Firmaet kommer til at fungere som tilsvarende firmaer, der i stedet for at beskytte rettighederne for musik, opfindelser eller billeder, altså er målrettet dansetrin. Det vil altså ikke betyde, at der skal gives bøder ud til alle, der danser ’Single Ladies’-dansen småfulde på alverdens diskoteker, men det betyder, at man ikke kan lave f.eks en musikvideo, hvor dansen minder om Beyoncés legendariske dans.

»Copyright-bevægelsen handler om at give magten tilbage til kunstnerne«, siger JaQuel Knight til Variety.

»Vi har skabt historisk præcedens med ’Single Ladies’, og vi er begejstrede ved lanceringen af ’Knight Choreography and Music Publishing Inc’, så den næste generation af artister får samme platform, ressourcer og værktøjer til at trives kreativt og økonomisk i den kommercielle musikindustri«, siger koreografen.

JaQuel Knight blev kendt for at skabe dansen til Beyoncés ’Single Ladies (Put a Ring on It)’, siden da er han blevet hendes go-to koreograf. Det var også ham, der skabte dansetrinene til Jennifer Lopez og Shakira 2020 Super Bowl Halftime Show.

Også Cardi Bs populære sang ’WAP’ kan JaQuel Knight skrive på cv’et.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her