Der er Amor med sin bue og pil, og så er der det modsatte; Hongkong-boybandet Mirror. Sådan er det i hvert fald, hvis man spørger de gifte mænd i Hongkong.
En hongkongsk facebookgruppe, der kan oversættes til: ’Min kone har giftet sig med Mirror og har lagt mit ægteskab i ruiner’, er nemlig gået viralt. Gruppen er en støttegruppe til mænd, hvis koner er så forelskede i popgruppen Mirror, at deres forhold, ifølge mændene, er ødelagt.
Og der er tilsyneladende flere tusind mænd, hvis koner har kastet deres kærlighed over det hongkongske boybandet i sådan en grad, at deres ægteskab er på spil. Siden 3. juli, hvor gruppen blev oprettet, er der blevet samlet 230.000 medlemmer, skriver South China Morning Post.
Med hele 12 boybandmedlemmer er det ikke, fordi der mangler unge mænd, man kan kaste sit hjerte efter i boybandet, der begår sig inden for genren cantopop.
Bandet blev dannet i forlængelse af tv-talent-showet ’Good Night Show – King Maker’, hvor de 10 bedste (de udvidede siden med 2) af 99 mandlige deltagere skulle danne en supergruppe.
De 12 bedste blev: Keung To, Ian Chan, Anson Lo Hon-ting, Edan Lui Cheuk-on, Alton Wong Chi-tak, Anson Kong, Frankie Chan Siu-fai, Jer Lau, Jeremy Lee Chun-kit, Lokman Yeung, Stanley Yau og Tiger Yau.
Det mest populære boybandmedlem, og den, der kan ’stjæle flest koner’, er nok vinderen af showet, Keung To, som også har en succesfuld solokarriere.
Selv om mændene i Hongkong tilsyneladende mister deres koner til et boyband, er facebookgruppen ikke dannet som en hadegruppe, siger gruppens administrator til South China Morning Post.
»Jeg hader ikke Mirror, men jeg føler, at andre mænd i en lignende situation havde brug for en gruppe til at dele tanker og følelser«, siger gruppens administrator, som har brugernavnet Tcr Ch.
En bekymring, der går igen hos flere af medlemmerne i gruppen, er, at mange mænd føler sig økonomisk presset af alt det merchandise, der bliver købt i hjemmet, skriver South China Morning Post.
Blandt andet skriver en bruger, om ikke et kagefirma kunne stoppe med at bruge nogle af boybandmedlemmerne som reklamesøjler for, »han kan ikke spise flere kager«.
En anden bruger skriver, at hvis en af medlemmernes ansigt bliver trykt på et luksusprodukt mere, så går han konkurs.
fortsæt med at læse


























