I 1780’erne eksploderede Mozarts karriere. Han havde sagt sit gode job i Salzburg op og levede nu som freelancer i Wien med klaveret i centrum. Han skrev klaverkoncerter i massevis, som han selv opførte med orkester ved abonnementskoncerter, og han havde massiv succes. Men i 1785 skruede han ned for produktionshastigheden og udfordrede de kendte rammer med ny dybde og originalitet.
Resultaterne af den satsning er stadig i dag en fast bestanddel af koncertprogrammerne verden over. Skiftet i komponistens stil i 1785 betegner Leif Ove Andsnes som et Mozart-momentum, og han forfølger musikken fra det år på to album sammen med Mahler Chamber Orchestra, som han samtidig dirigerer fra sin plads bag flyglet.




























