Ægteparret Mimi Parker og Alan Sparhawk har i mere end et kvart århundrede stået for nogle af de mest hjerteskærende smukke harmonier i tidens musik. Med skiftende bassister har de to udgjort kernen i Low, der har haft sit helt eget musikalske liv uden for skiftende tiders trends.
Deres musik har udviklet sig fra den blideste slowcore over decideret americana til den hvideste støj. At kunne spænde over det er i sig selv en præstation. Men sådan må det måske være, når en usædvanlig sans for skønhed er parret med en hudløshed, der for Alan Sparhawks vedkommende har udløst svære depressioner undervejs.




























