Det blev hurtigt tydeligt torsdag aften, at Gustav Mahler revolutionerede musikken der i 1889, hvor hans 1. symfoni fik sin premiere. Østrigske Manfred Honeck viste sig ikke helt overraskende som en fantastisk begavet dirigent, der trak musikkens enkelte dele frem som ekstreme, helt anderledes elementer. Og det blæste publikum bagover.
Aftenens timelange, symfoniske fortælling begyndte stille, stille. Med kukuret om morgenen og militærets trompetsignaler i det fjerne – spillet ude på bagscenen i Koncerthuset. Det fortsatte med instrumentale glimt af muntre sange og folkedans og blæsere, der vrinskede og skrydede som dyr i et lydbillede, der byggede sig selv op mod en voldsom kulmination. Det revolutionerende var netop alle de mange musikalske glimt af den virkelighed, Mahler levede i. Altså de musikalske ’citater’ fra omgivelserne, som konstant dukkede op – og som Honeck satte på spidsen som musikkens helt centrale motiver.
