Man kan sige meget om Benny Andersen – blandt andet at han var en folkekær digter, en dagligdagens digter, der kunne vende op og ned på det danske sprog med både sin egen og en fælles humoristisk sans – men særlig street var han ikke.
Han er ikke den første digter, man spontant vil tænke på til en hiphopudgivelse med scratch. Sådan en digter er han ikke. Han var hverken cool eller rablende som Jørgen Leth eller Dan Turèll – to digtere, der har jazzet i stor stil – han er bare Benny Andersen, der skrev sine vers. Og her læser sine vers.



























