Det er en stor historie i et meget lille format, som den eksperimenterende cellist Josefine Opsahl har skrevet musik til. En historisk opera om den besindige dronning Margrete I, der i et meget langt dødsøjeblik får lov at se sit samlede Norden kollapse under vægten af fremtidige mænds magtsyge og begær.
Forestillingen er lagt an til to timer uden ophold med en intens spændingskurve fra start til slut. En historie, der spænder en lang line fra Margretes pestdød på Flensborg Fjord i 1412 – til kong Christian II kapper hovedet af hele den svenske adel 100 år senere og endegyldigt punkterer drømmen om en nordisk union.




























