Det vakte furore, da Van Morrison sammen med Eric Clapton benyttede sig af berømmelsens store mikrofon til harmdirrende protest imod, hvad de opfattede som myndighedernes frihedsberøvelse under lockdown.
Selv edsvorne fans af musikken lagde afstand til deres helte, idet de tørt bemærkede, at de to rige og berømte musikere næppe selv var tvunget til at fægte for livet ude på bunden af smittesamfundet. Van Morrisons udfald blev så voldsomme, at den nordirske sundhedsminister i november 2021 lagde sag an imod ham.


























