Alanis Morissette kan spille koncerter fra nu af og til evig tid, og hun vil altid have sangene. ’You Oughta Know’, ’You Learn’, ’Hand in My Pocket’. Om man så jodlede dem – o.k., det gjorde Alanis næsten selv, da hun fornyede poppen i 1990’erne – eller satte Volbeat til at synge dem, så ville de stadig være fantastiske sange. De vil overleve apokalypsen.
Således overlevede de også en torsdag aften i Royal Arena, hvor det heldigvis var Alanis selv, der var gået på scenen. Der stod hun godt, selv om hun også var i konstant bevægelse, drejende om sig selv, så det lange gule hår strålede til alle sider. Der gik ingen skår af den Alanis, som alle, der var mødt op, engang elskede og spejlede sig i.




























