Kesis fjerde album er et konceptalbum, hvor sommeren er konceptet. Sommeren og det gode liv, der også er det dyre og det dovne ressortliv. Kesi ved, hvordan man lever det, og gør det ikke vanskeligere, end det behøver at være, men deler gerne ud af sin solbeskinnede visdom.
Det er blevet en vane, at Kesi skræddersyr sommeren med landeplager som ’Søvnløs’, ’Kom over’ og ’Følelsen’ – og sidste år med den højenergiske ’Ibiza’ sammen med Benny Jamz og Gilli, der i januar sendte sit sommeralbum ’Carnival’ på gaden. Hvor Gilli gik dybere på det caribiske, søger Kesi et nyt ståsted i den danske popsang, men gør det med samme hiphoppens carpe diem-etos.




























