Aaron Carters manager bekræfter over for amerikanske CBS News, at det 34-årige multitalent og tidligere barnestjerne er død.

Sangeren Aaron Carter er død i en alder af 34 år

Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sanger, rapper og skuespiller Aaron Carter er død, bekræfter hans manager Roger Paul over for den amerikanske tv-station CBS. Det er uvist, hvad dødsårsagen er.

»Vi er ekstremt kede af og chokerede over at bekræfte Aaron Carters bortgang i dag«, lyder det ifølge Roger Paul i en udtalelse til CBS News, som også har fået dødsfaldet bekræftet af agenten for Carters storebror, Nick Carter, der var medlem af boybandet Backstreet Boys.

Aaron Carter, der blev 34 år, blev ifølge flere amerikanske medier fundet død i sit hjem i Lancaster, Californien. Politiet i Los Angeles County oplyser, at det blev kaldt ud til sangerens hjem lørdag formiddag, og at man har fundet en død person på stedet. Politiet har indledt en efterforskning.

Han udgav sit første selvbetitlede album som blot niårig i 1997, da hans bror Nick Carter var på toppen af sin karriere som medlem af Backstreet Boys, som Aaron Carter også varmede op for på deres turné. Albummet solgte platin i Danmark. I begyndelsen af 00’erne hittede barnestjernen med adskillige hits, heriblandt ’I Want Candy’ og ’That’s How I Beat Shaq’. Senere medvirkede han i diverse serier – primært på Nickolodeon og mest som sig selv – og i en musical på Broadway og sprang også ud som rapper.

I de senere år falmede hans karriere – blandt andet på grund af misbrugsproblemer. Efter ’Another Earthquake’ i 2002 gik der 16 år, før han udgav sit sidste album, ’Løvë’.

Aaron Carter efterlader sig en lille søn og sin forlovede, Melanie Martin.

»Vi er stadig midt i en proces med at acceptere denne ulykkelige virkelighed«, siger Melanie Martin i en udtalelse til nyhedsbureauet AP, hvor hun bad pressen om at respektere hendes og familiens ønske om privatlivets fred.

Jeppe Dong Abrahamsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her