Tre ukrainske kvinder, som har hjulpet sårbare under krigen, får pris i Tyskland.

Forbilleder: MTV-fest hylder tre ukrainske kvinder

Det ukrainske band Kalush Orchestra, der vandt Eurovision Song Contest tidligere i år, optrådte under MTV-prisfesten.  Foto: Sascha Schuermann/Ritzau Scanpix
Det ukrainske band Kalush Orchestra, der vandt Eurovision Song Contest tidligere i år, optrådte under MTV-prisfesten. Foto: Sascha Schuermann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tre ukrainske kvinder bliver søndag hædret med en pris ved prisuddelingen MTV European Music Awards for deres inspirerende arbejde.

Prisuddelingen finder sted i Düsseldorf i Tyskland.

Lina Deshvar kommer fra Luhansk-regionen, skriver MTV European Music Awards i en pressemeddelelse.

I en video, som bliver vist ved prisuddelingen, fortæller Lina Deshvar, at hun til daglig er frivillig i en velgørende organisation. Den laver projekter, som skal socialisere handicappede børn.

»Jeg har hjulpet med at flytte personer fra de delvist besatte byer i Ukraine, siger hun i videoen.

Den næste prismodtager er Anfisa Yakovina, som flygtede fra den ukrainske Krim-halvø, da Rusland rykkede ind på Krim i 2014.

I dag bor hun i Polen, hvor hun arbejder som psykolog for kvinder og nye mødre, som er flygtet ud af Ukraine, skriver prisuddelingen i pressemeddelelsen.

»Jeg opfordrer MTV’s publikum til at bakke op om Ukraine på mange måder, siger Anfisa Yakovina ved prisuddelingen.

Anna Kutova, som kommer fra Poltava-regionen i Ukraine, er den sidste prismodtager.

»Sammen med holdet af professionelle fra organisationen Light of Hope, som jeg arbejder med, har vi åbnet fem herberger for fordrevne mennesker, hvor mere end 400 mennesker i øjeblikket bor, siger hun ved prisuddelingen.

Alle tre kvinder opfordrer ved prisuddelingen til, at seerne bliver ved med at bakke op om Ukraine i krigen.

MTV European Music Awards uddeler også en lang række musikpriser. Blandt andet for bedste sang, bedste video, bedste pop og bedste hiphop, plus en lang række regionale priser.

Der er også en pris for bedste nordiske kunstner. Her var den danske sangerinde MØ nomineret, men hun måtte se sig slået af norske Sigrid.

Det har været muligt at stemme til alle priserne om, hvem man syntes skulle vinde.

Den amerikanske sangerinde Taylor Swift er vinder af årets pris for bedste kunstner. Hun er også vinder af årets pris for bedste video, bedste længere video, og hun er også vinder af prisen som bedste popartist.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her