Bag enmandsbandet Ki! står multiinstrumentalisten Christian Ki Dall. Og på sit debutalbum ’The Boy from Haeundae Beach’ har han tegnet et komplekst musikalsk selvportræt. Ki! blander både Motown, blues, etiopisk jazz, alternativ pop og koreanske toner i en stor henrivende sammensmeltning, der både føles som at rejse indad i følelserne og ud i den store verden. På albummet er der en stor kærlighed til musik i alle mulige afskygninger. Det imponerer mig, hvor stærk en forbindelse han skaber imellem verdener, der føles meget langt fra hinanden. Ki! leger elegant med musikkens mange identiteter, som om det blot er tangenter på et klaver.
’The Boy from Haeundae Beach’ er en hilsen til hans fødeland Sydkorea, og på albumcoveret står titlen skrevet på både koreansk og engelsk. Christian Ki Dall er adopteret fra Sydkorea, og i hans musik er der en bevægende stolthed over at være en del af mange verdener. Ki! komponerer sine sange med verdens musikalske kontraster og syr albummet sammen som et kludetæppe, man kan svøbe sig i, og den sensibilitet kan jeg spejle mig i som et flerkulturelt menneske. Sangen ’High Life’ fremkalder duften af den ghanesiske hovedstad Accra i mit indre. Og ’Abeokuta’ lyder som en reinkarnation af 70’er Afrobeat-legenden Fela Kuti.



























