Det franske fænomen Christine and Queens er ude med et værk, der overgiver sig totalt til queersorgen og kropslig hjemløshed, og så er der fint åndeligt besøg af Madonna.

Og så kom dette album som den monsunregn af tårer, vi allesammen har trængt til midt i tørken

Queer, fransk og famlende. Christine and the Queens leder efter det store guddommelige lys på sit nye ambitiøse album. Foto: Paul Kooiker
Queer, fransk og famlende. Christine and the Queens leder efter det store guddommelige lys på sit nye ambitiøse album. Foto: Paul Kooiker
Lyt til artiklen

Imens jeg lytter til Christine and the Queens’ nye kæmpestore album, ’Paranoïa, Angels, True Love’, er der et digt af den amerikanske poet Anne Sexton, der rumsterer i mig: ’The Truth the Dead Know’ med sætningen »It is June. I am tired of being brave«. »Det er juni. Jeg er træt af at være tapper«.

Juni er et socialt forræderi og en evigt bagende sol, juni er et bæger, der hele tiden er ved at flyde over. Og så kommer dette album som den monsunregn af tårer, vi allesammen har trængt til midt i tørken. Jeg droppede at være frejdig og tapper ude i junisolen med albummet i ørerne og overgav mig totalt til Christine and the Queens’ store tristesse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her