Der er ikke umiddelbart noget hjerteligt over den gråklædte skikkelse, der kommer traskende ind over scenen med både kasket og hoodie trukket godt ned over ansigtet.
Men alt det ændrer sig i samme øjeblik, Adrianne Lenker sætter sig til rette med sin guitar i den smukke træbeklædte sal, som før var Radiohusets Koncertsal. Hun giver sig god tid til at stemme guitaren. Den har lige fået nye strenge. Så nu opfører de sig som små egern, forklarer hun med en lillebitte antydning af et smil.
Den 32-årige sanger fra tidens bedste indierockband, Big Thief, er på turné med egne sange. Ved siden af Big Thief har Lenker udsendt soloplader, der i sig selv udgør et flot bagkatalog. Lenker er aktuel med ’Bright Future’, der har fået hendes ’proselyttere’ til at svimle endnu mere, end de gjorde i forvejen.
Ingen skriver og synger sange, der bevæger mig så dybt som Adrianne Lenkers. Hende billedsprog er egenartet, men føles naturligt. Man forstår, hvad hun synger om, selv når man ikke altid er helt klar over, hvad hun så for sig, da hun satte pen til papir. Hendes hudløse og komplekse sange sitrer af muligheden for kønnets forvandling og sjælens transcendens, men er samtidig barnligt sky og fantasifulde.
Da hun åbner med ’The Only Place’ fra Big Thief-albummet ’Dragon New Warm Mountain I Believe in You’, er der to brikker, der falder på plads. Jeg forstår nu for alvor, hvorfor Lenker står for mig som en inkarnation af livsnerven i det amerikanske. Hendes sange afspejler en opvækst med Bibelen, er i tæt kontakt med naturen og har familiefølelsen som et ideal, der kan realiseres på mange måder.
Den anden brik er hendes guitarspil. Jeg kender hendes niveau fra soloalbummet ’Songs + Instrumentals’, men nu griber hendes smukt varierede fingerpluk mig på en ny måde. Igen: det amerikanske. Et guitarspil vokset ud af de blå bjerge, af blues, af indvandreres hjemlængsel og den unge Dylans søgende sjæl.
Sceneshowet er et slidt tæppe
Lenker sidder på et gulvtæppe af ubestemmelig rødlilla kulør. Lysshowet udgøres af de to små lavalamper på gulvet foran hende. Det er alt nok. Hendes egentlig ikke voldsomt udfarende stemme fylder den store sal til bristepunktet. Lyden er perfekt. Ikke en tone fra guitaren fordamper. En ung kvinde på rækken foran mig tørrer sine øjne bag brillerne.
Efter ’My Angel’ skal guitaren stemmes igen, men det føles ikke som en showstopper. Blot som en del af den omsorg og omhu, Adrianne Lenker går til sin livsopgave med.
’Simulation Swarm’ er en af disse magiske sange, der både føles dybt personlig og født af en profetisk-poetisk inspiration. Sangens lille Andy med den nyfødte hud bliver et liv, vi alle sidder med i hænderne, mens Lenker påkalder sangens river of light. Det er, som om Lenker har en særlig lydhørhed over for sårbarheden, lyset og forandringspotentialet i alt det skabtes storhed og vaklen.
Hun synger om verdens ende på ’Donut Seam’, og om dens stadige begyndelse på ’Sparrow.’ Adam og Eva og slangen bliver her en tidløs sang om mænd og kvinder og den gift, der kan sive ind og forsure kærligheden.
Efterhånden samler koncerten sig stadig tættere om sangene fra ’Bright Future’, hvor barndomsvennen Nick Hakim var med på piano. Hakim var denne aftens opvarmning. Nu kommer han tilbage på scenen og følger med sit klaver Lenkers guitar og stemme tæt og blidt.
’Real House, ’Sadness as a Gift’, ’Free Treasure’ og ’Vampire Weekend’ bliver lysende eksempler på den jordnære mystik i hendes sange. Vi er i Lenkers verden. Nede ved floden. Gårdspladsen er støvet. Luften svirrer af dyr og simrer af sang.
Da Adrianne Lenker til slut som svar på publikums stående, stormende bifald, former sine to hænder til et hjerte, falder den tredje brik på plads. Så hvad er hjertets renhed? Jeg har nok altid vidst, at det ville have noget med musik at gøre.
fortsæt med at læse
