Ja, man fristes næsten til at se det som et udslag af den surrealistiske humor, der midt i den bevidst flade alvorstone er typisk for Callahan med og uden Smog som røgslør.

Og et seks mand stort orkester bakker upåvirket op bag Callahans første solo-udspil. ’Diamond Dancer’ kunne i munden på en mere populistisk fætter have været et regulært hit.