Norske Thomas Dybdahl har afsluttet sin sfæriske ’October-trilogi’. Tre plader med vægten lagt på kærlighedssangen og et gennemgående luftigt og æterisk udtryk, der har placeret Dybdahl som den mest følsomt vibrerende unge popsanger i Norden netop nu.
Trilogien toppede på midten med ’Stray Dogs’, men holdt især hvad angår toneleje, fraseringer og arrangementernes sensibilitet et højt niveau hele vejen igennem. Efter trilogien er der lagt op til, at Dybdahl skal gå nye veje. Det gør han til dels på ’Science’, hvor han har sluppet lydbilledet som samlende koncept og i stedet har lirket op og åbnet for en mere spredt fægtning. Det har givet god plads til attraktive numre som ’U’, ’Still My Body Aches’ og ’Always’. Det er som de andre Dybdahl-plader en ekstremt behagelig plade. Ikke henført luftig som de andre, men grundlæggende smukt bydende sig til. En originalitet, som helt kan matche trilogien, mønstrer Dybdahl kun i glimt. Til gengæld arbejder han med de enkelte instrumenters karakteregenskaber på en dejlig håndfast måde uden at slippe musikkens fundamentalt sværmeriske karakter.
