Det ligner en smart pladeselskabsidé at lave en kompilation med danske raphits fra så kort en periode som 2003-06. Man overraskes og overvældes over mængden af hiphop, der produceres herhjemme i disse år. Og alligevel er der iøjnefaldende mangler på opsamlingen. Pladens mange relativt nye hits vil for manges vedkommende stadig dundre i baghovedet, men ikke være fortærskede som 'Spændt op til lir’, ’Malerhjerne’ og den slags mega hiphophits af ældre dato. Men de 3-4 år, som pladen koncentrerer sig om, markerer også det, man kan kalde dansk raps tredje guldalder.
Den første var med Einar og Rockers, den anden var med Humleridderne, Østkyst Hustlers og Den Gale Pose, og nu befinder vi os altså midt i den tredje med rapsuperstjerner som Jokeren, L.O.C., Niarn, Per Vers og Johnson, og det er svært at forestille sig, at dansk rap skal nogen andre steder hen end frem, frem, frem lige foreløbig. 2003-2006 er altså de år, hvor sidstnævnte solorappere er brudt godt og grundigt igennem med drengerøvsfortællinger om drukture og damer og siden – for visses vedkommende – mørkere, mere eftertænksomme albums. Der er masser af gode ting på pladen: Per Vers’ ’Black Power’, Niarns ’Dobbelt a’ og helt aktuelle numre som Ali Kazims ’Spørgsmål’ og Johnsons frække hviskehit ’Kig forbi’.




























