I 1990’erne transformerede klubfolket på Goa og Ibiza lyden af tekno og acid house videre til den festlige og ofte psykedeliske trance. Trancemusikken har altid ligget og skvulpet i sin egen ende af pølen med elektronisk musik og henrykket med sit imødekommende budskab om dans som livsbekræftende ’medicin’.
Kongen af trance, hollandske Tiësto, er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival. Tiësto er flere gange blevet kåret til Verdens Bedste Dj, spiller udsolgte stadionkoncerter og åbnede i 2004 de olympiske lege i Athen.
Natten mellem lørdag og søndag spiller han et fire timers langt dj-set på Arenascenen. Denne musikalske tour de force er netop Tiëstos særkende: Med melodiøse beats leder han frem mod et klimaks, der så afløses af det næste højdepunkt, mens publikum testes på udholdenhed og indlevelse. Der skal nok være en del, der får sig et ægte Roskilde- moment til den koncert! Tiden står stille i tranceland
Men inden da skal vi have kigget på Tiëstos nye og tredje album. Det er altid svært at hive lyden af dansegulv, sommer og sex hjem i stuehøjttalerne. Trance er om noget en livegenre, skabt til klubber eller åben himmel, og numrene virker lange og ensformige ved hjemmelytning.




























