Tænk sig at hedde noget så blomstret som Buttenschøn til efternavn! Og så oven i købet leve op til det som sanger og sangskriver ved at minde om en naivistisk, livsglad gårdsangerhippie, der strør om sig med hønsestrikkede sætninger og søde melodier uden at luge sine sange for ukrudt først.
På albummet ’Fantastiske mandag’ præsenterer den 21-årige debutant Thomas Buttenschøn 11 af sine dansksprogede sange med en ivrig, lattermild og indimellem skingert fraserende røst. Stemmen er irriterende hysterisk, men han vrider og virrer mest mulig charme ud af den, når han synger om sig selv og ikke om ret meget andet.
Desværre er Buttenschøns sange for snævre i perspektiverne og for løse i sproget til at virke alvorligt vedkommende. Det er skægt at høre ham fantasere om at vinde ti millioner i ’10.000.000 tænk hvis jeg vandt’. Og det er pudsigt at høre ham associere ud fra naboparrets skænderi i ’Tømmermænd på Peter Fabers Gade’.
Men mere end talentfuldt og underholdende bliver Buttenschøns univers ikke. Han og bandet spiller afvekslende og afslappet folk-blues-jazz-rock, der måske hygger lige lovlig meget omkring en vokal, der ikke minder præcist om nogen anden.
fortsæt med at læse
































