Albummet er det andet soloudspil fra den forhenværende sanger i duoen Moloko, og i endnu højere grad end på debuten fra 2005 får hun her fremhævet modsætningerne i tekster og musik, så produktionen ikke fremstår for glat. Bare ekstremt indbydende.
Der er plads til at ånde i hendes og de øvrige medvirkendes lag-på-lag af elektroniske og håndspillede lyde, og modsætningerne mellem svæv og dybde, natur og teknik og glitter og grus skaber pirrende friktion. Der er noget rent og rensende over Murphys stærke stemme. Som når himlen pludselig er knaldblå efter en byge.
Sofistikeret pop
Og så spænder hun ikke bare vidt rent tonemæssigt. Uden at blive det mindste manieret kan hun også udtrykke mange forskellige følelsesmæssige nuancer, alt efter om nummeret kræver en blød og eftertænksomt melodisyngende vokal eller en stemme med et skarpt, krævende smæld.
Det sidste gælder den sensuelle ’You Know Me Better’. I ’Primitive’ ruller hun i stedet varm soul ud over en musik, hvor den primitivt blippende bund lyder som legende molekyler. I hvert fald når man indtænker teksten om menneskene, der var og er dyr med instinkter og drifter.
Hvad hun hentyder til, lader Roísín Murphy være med at konkretisere, hvilket gør hendes pop yderligere sofistikeret.
