'A Girl Like You’ var hittet, som i 1994 gjorde Edwyn Collins bredt kendt. 13 år senere er tonen mindre poppet og mere alvorlig på ’Home Again’, hvor sangene da også stemningsmæssigt reflekterer Collins’ rekreation oven på to hjerneblødninger i 2005.
Hvor den skotske singer/songwriter tidligere lød ivrig efter at hitte, virker han nu mere opsat på at synge vigtige og universelle sange.
En skotsk Bob Dylan
’Home Again’ balancerer mellem det private og det almene allerede i indledningsnummeret, ’One Is A Lonely Number’, hvor Collins selv spiller alle instrumenterne fra simpel percussion til akustisk rytmeguitar.
Titelsangen ’Home Again’ er et af de steder, hvor Edwyn Collins lyder så tydeligt inspireret af Bob Dylan, at det ikke kan være et tilfælde. Og hvor skotten så oven i købet kommer godt af sted med det.
Willie Nelsons lyse stemme og klassiske amerikanske sangskrivning har måske også inspireret Collins på det nye album, hvor sangene har flere lag og større slidstyrke end tidligere.
Et album uden hits
Der er ikke et hit à la ’A Girl Like You’ på udgivelsen. Til gengæld er der en lang række tekstmæssigt og melodisk gennemarbejdede sange, der fæstner sig stærkere for hver lytning. I sammenligning med tidligere arbejder Collins mere fokuseret med stemninger og instrumenteringer denne gang.
I stedet for at lægge lydmæssig glasur på ekstasen underspiller og antyder han den i den sensuelle ’You’ll Never Know (My Love)’. Og hvor han kunne blive bitter i ’7th Son’, bliver han i stedet en vis, amerikanerinspireret bluesfyr.
’Home Again’ stritter i mange retninger, men hver for sig er sangene så gode, at Edwyn Collins her er bedre end nogensinde før.
