I Pink Floyds ofte mørke og melankolske lydbillede var David Gilmours klare, rene guitar ofte et lyspunkt mellem sprækkerne i de musikalske mure. Holdt man af den lyd, er der meget at hente på 'On An Island', der er det soloalbum fra guitaristen, som i alle henseender minder mest om Pink Floyd. Bortset fra at samspillet, lyden og hele atmosfæren er langt mere afslappet. Tag et eksempel som sangen 'This Heaven', der langsomt bugter sig ud af højtalerne på et enkelt groove, ledsaget af akustisk guitar, indtil den delikate elektriske solo sætter ind. Som David Gilmours signatur - skarptskåren og klokkeren med et spinkelt, sprødt vibrato. En lyd, det er svært ikke at elske. Lidt sværere går det med solistens temmelig tynde, men næsten rørende vokal, for slet ikke at tale om det ubehjælpsomme forsøg med at spille saxofon på 'Red Sky At Night', der trækker albummet i retning af det unødigt banale. Men for det meste er David Gilmour godt hjulpet af ekstremt kompetente gæster, der sætter deres klare aftryk på den behagelige, delvis instrumentale og let jazzede plade. Blandt de markante er trommeslageren Andy Newmark, der også har arbejdet med Pink Floyd, David Crosby og Graham Nash med deres smukke kor på titelnummeret, Georgie Fame på hammondorgel og steelguitaristen BJ Cole. En gennemgående gæst er den polske komponist Zbigniew Preisner, der står for orkesterarbejdet og arrangementerne på pladen. Det er formentlig hans fortjeneste, at universet peger mod det tilrøgede og jazzede til trods for den umanerlig gode og klare lyd. Et godt, hyggeligt album fra en sympatisk veteran, hvis markante guitar vil blive savnet, når hans mere selvhøjtidelige ekskammerat fra Pink Floyd, Roger Waters, spiller på Roskilde til sommer. Dette er måske ikke den vigtigste plade, man vil fragte med til den berømmede øde ø, men når man først er der, vil man være glad for at have den med.