Nikolaj Nørlund er ikke en musiker, der dyrker de store følelsesudsving. Som sanger er han i udpræget grad blødt og behersket moduleret. Som musiker er han også mere til det milde end det vilde.
Knugende præstationsangst som direkte følge af kolossale salgstal er han også sluppet for. Alligevel har han igennem årene været i stand til at sætte sindene i kog. På sin egen diskrete og alt andet end fremfusende facon er Nikolaj Nørlund på flere måder blevet en central figur på den alternative danske rockscene. Som solist, hvor ’Nye optagelser’ fra 1997 fik æren af at blive uofficielt omdøbt til ’Nye selvoptagelser’. Som indehaver af eget pladeselskab Auditorium med klar kunstnerisk profil og et følsomt øre både for at give nye navne som Superjeg, Lise Westzynthius og I Got You On Tape chancen og give en gammel ræv som Niels Skousen æresoprejsningens store comeback.



























