Det var et ganske særligt comeback, Niels Skousen fik i 2002. 'Dobbeltsyn' var ikke bare en overraskende genkomst af en ellers for længst forstummet veteran. Det var kort og godt en af årets bedste plader. Skousen vendte tilbage som den danske Leonard Cohen. Hvilket blev honoreret med hele tre Steppeulve. Både musikalsk og tekstmæssigt benytter 'Daddy Longleg' sig af en bredere palet end 'Dobbeltsyn'. En logisk beslutning, men ikke kun af det gode. Dilemmaet kommer præcist til udtryk i de to historiske sange på albummet. En svær genre. Sammen med det færøske fænomen Eivør Pálsdottir har Skousen skrevet 'Heksen'. En slags folkemusikalsk reportage om en hekseafbrænding i Ribe i 1641. En vise, der både i ånd, idé og udførelse virker for låst fast til folkemusikkens traditionelle tankebaner. Lidt for meget pensum for historisk rettænkende mennesker. Ganske anderledes original og relevant er 'Ryvangen', hvor tyskerne henrettede danske modstandsmænd. Her er det historiske vingesus tættere på, og ekkoet synger med på nutidens omkvæd. En virkelig god fabuleren om tre unge modstandsmænd, der har valgt, da det gjaldt. »Bødlerne er borte nu og børnene leger her/ hvor Kystbanen står fløjtende nordpå/ Det gik jo som det skulle/ og der kom farver på«. Det er en fremragende sang, som med få præcise strøg både kommer tæt på »De unge mænd/ der ellers cyklede på stierne/ og tog sporvognen ind til Tivoli/ og kyssede pigerne« og placerer modstandskampen i historisk og menneskeligt perspektiv. 'Ryvangen' fører nemlig direkte videre til 'Slaraffenland'. Et portræt af nutidens Danmark, hvor netbaseret travlhed er ved at æde sjælene i en grad, så det at være helt nede på jorden føles som kviksand. Man ved, hvad man kæmper imod. Man ved ikke, hvad man i sidste ende kommer til at kæmpe for. Kærlighedssange præget af en lidt mødig tone med mere bakspejl end begær er en specialitet. Niels Skousen har lavet en hel lille suite af slagsen. Den meget bevægende 'Du gav mig himlen' er den bedste skarpt forfulgt af 'Daddy Longleg', hvor bandet lyder alt andet end spinkelt, selv om en Daddy Longleg på engelsk er et stankelben. Men her er det nu nok snarere en flygtig fætter i fuldt firspring på vej væk med albummets skjulte motto under armen: »Man ved hvad man mister/ og slet ikke hvad man får«. Beslægtet er 'Brevet', hvor temaet 'flugt og ansvar' beskæftiger sig med forholdet mellem far og datter. To af albummets sange er skrevet af andre. Producer Nikolaj Nørlund har skrevet 'Vidnesbyrd', men det er Olesen/Olesens 'Ved siden af mig selv', der taget stikket hjem. Peter H. Olesens sardoniske selvironi finder en øm fortolker i Skousen. I munden på Skousen bliver Olesen-Olesens univers åbnet op for det almene, og samtidig er sangen mundret og nutidig på en måde, som nødvendigt afbalancerer Skousens egen forkærlighed for at bruge folkevisens og eventyrstilens mere altmodische billeder af roser og prinsesser. 'Ved siden af mig selv' er et stykke fortolkningskunst, der godt kunne udforskes yderligere fremover. Musikalsk er Niels Skousen i gode hænder hos bl.a. guitaristen Rune Kjeldsen og bassisten Lennart Ginman på et album, der både er mere afvekslende og ujævnt i tonefaldet end 'Dobbeltsyn'.