Som en slags mellemting mellem et visitkort og en mere detaljeret præsentation har ep’en eller minialbummet vundet stor popularitet, når unge bands skal introduceres til en forvænt og distræt offentlighed.
Også det klarsynede lille Århus-selskab Morningside Records er med på vognen, når de introducerer den unge kvartet Shout Wellington Air Force med de seks numre på ’Carry Yourself’. Morningside er både hjemsted for originale veteraner som Speaker Bite Me og Under Byen og dygtige til at føre spændende yngre navne som Figurines, Oh No Ono og Larsen & Furious Jane i felten.



























