Lyt til artiklen
Da en ung hvid tenorsaxofonist ved navn Scott Hamilton for godt og vel tredive år siden dukkede op på jazzscenen, betragtede man ham som noget af en anakronisme, idet han ikke blot vendte blikket bagud mod swingtidens koryfæer, men også iklædte sig 1930’ernes dresscode.
Da en ung sort tenorsaxofonist ved navn James Carter ti år senere gjorde noget lignende, var der dem, der ville hylde ham som en ung renæssanceskikkelse, der fornyede traditionen.
