Med ’De første kærester på månen’ skabte TV-2 med afsæt i midtvejskrise og en hørlig kraftanstrengelse et af en lang karrieres bedste album. Der var indlysende nok noget på spil. En samling på tropperne og hovedet på blokken. En antydning af at stå med ryggen mod muren.
Det gik jo så strålende, at der nu er masser af medvind op til ’For dig ku’ jeg gøre alting’. Hvilket paradoksalt nok ikke nødvendigvis er en ønskesituation for dansk pops værdikonservative dressmen. TV-2 er som band og begreb så faste i formen, at der skal noget særligt til for at ryste dem ud af de vante gænger. Medvind af stormstyrke kan at dømme efter ’For dig ku’ jeg gøre alting’ ikke gøre det.




























