Kritik Pigerap i Lil' Kims fodspor

Lyt til artiklen

På mange måder kan man sige, at pigerapperen Shawnna fra Chicago er alt det, som Jurassic-5 rapper imod. For vi har her fat i en ghettodiva, en slangprinsesse, en gangstabitch, der ikke lægger fingre imellem: Det handler om sex, ghettoliv og kolde kontanter i den 26-åriges tekstunivers. Shawnna udgav sin første plade i 2004 og har medvirket på et utal af opsamlingsplader og gæsteoptrædener for sine homeboys. Rapperen Ludacris har gjort Shawnna til sin protegé og udgiver hendes musik på sit selskab DTP. Ikke at den unge dame har brug for en storebror, for hun kan godt slå verbalt fra sig. Ikke siden femi-gangstarap-pionererne Lil' Kim og Foxy Brown har man hørt en pigerapper med så meget attitude og dirty talk i ærmet. Og så har hun udseendet med sig, hvilket hun demonstrerer i folde ud-format i cd-bogen. Produktionerne er overvejende den hurtige crunk og rappen i hektisk dobbelttempo. Shawnna har besøg af store drenge som fornævnte Ludacris, Pharrell, Too Short og sin far, bluesguitaristen Buddy Guy. Shawnna rapper for det meste på flydende slang, så man ikke fatter en brik. Linjerne: »U know I keep like 4-5 woofers in the trunk/ And I turn it to the max so u can feel it when it bump/ And when we hit the party man u know we keep it crunk/ Yo nigga actin' tuff he on the flo and gettin' stomped« fra 'Gettin' Some' betyder f.eks., at Shawnna nyder at høre høj musik i bilen, helst crunk, og at hendes slæng godt kan finde på at slå på tæven. Ja, det er herligt primitivt! Pladens bedste skæring er den eminente 'Lil Daddy What's Good', hvor Shawnna (endelig) bruger sin femininitet til at drille drengene i stedet for at prøve at spille lige op med dem. Bag nummeret står producergeniet Salaam Remi, der åbenbart står bag alt, hvad der kommer af hiphop-ørehængere p.t. (som f.eks. cd-aktuelle Jurassic-5's 'Radio'). Man kan altid diskutere gangstarappens berettigelse, men hos en tøs som Shawnna er det, som om alt det frække og forkerte glider nemmere ned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her