Ak ja, sådan kan det gå: »When you first left me, I was wanting more/ But you were fucking that girl next door, what ya do that for«. Sådan lyder det såre rimelige spørgsmål, der indleder sommerens ubetinget største og dejligste hit, 'Smile', med 21-årige Lily Allen fra England. En sang, der ud over knuste hjerter kan reparere lidt af hvert med sin både dovne og sexede rytme, charme og umanerligt iørefaldende melodi. Det mest forbløffende er, at resten af debuten 'Allright Still' holder samme høje humør og standard. Lily Allen har - helt i pagt med tiden - fået sit store gennembrud på webstedet www.myspace.com, hvor hendes første single 'LDN' med caribiske rytmer forståeligt nok blev et stort downloadhit i vinter. På albummet træder hun i karakter som et kvindeligt modstykke til Mike Skinner, der med projektet The Streets er blevet en gigant med sine observationer fra den nordengelske hverdag. Hos Lily Allen er vi i London, men humoren og de skarpe iagttagelser er ikke dårligere. I 'Knock 'Em Out', der bevæger sig over i britisk grind hip hop, beretter Lily Allen om mandlige bargæster, som ikke kan og vil forstå en afvisning. Og i den luftige, lounge-agtige 'Everything's Just Wonderful' tager hun ironisk fat på spiseforstyrrelser og rimer Kate Moss på weight loss. I den afsluttende 'Alfie', der hæmningsløst flirter med Sandie Shaws gamle Melodi Grand Prix-klassiker 'Puppet On A String', byder Lily Allen sin lillebror på en kop te for få ham til at holde op med at ryge pot, spille computer og se tv døgnet rundt. Endnu en perle fra en slags musikalsk parallelunivers til tv-serien 'Sex And The City', som man roligt kan besøge. En overdådig popplade med mere ungdommelig charme, mere på hjerte og mere humor end hele paraden poserende popstrigler, der til trods for deres diminutive livvidde fylder radio og tv med tomme kalorier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























