Det er en meget levende stemme fra det hinsides, der kommer én i møde fra 'Savane'. Albummet, som Ali Farka Touré arbejdede på i 2 1/2 år, og som han nåede at lægge sidste hånd på blot få uger inden sin død af leukæmi i marts måned. Farka Touré fik tilnavnet 'Afrikas bluesmand'. Med sit karakteristiske fingerspil og sin nasale mumlesang var forbindelsen med bluesmænd som John Lee Hooker og Lightning Hopkins klar. Bl.a. takket være samarbejdet med Taj Mahal på 'The Source' og Ry Cooder på 'Talking Timbuktu' lykkedes det rent faktisk Farka Touré ved ren og skær musikalsk demonstration at gengive den vestafrikanske musik fortjent respekt som den amerikanske bluesmusiks tydelige rodnet. I de senere år vendte Ali Farka Touré turnélivet ryggen og koncentrerede sig om at gøre en indsats for at forbedre det lokale landbrug i hjembyen Niafunké. Her boede han med sin kone, 11 børn og et halvt hundrede slægtninge i løs vægt på gården bag de lerklinede mure. Tilnavnet Farka betyder æsel, og for at komme den stædige bonde i møde rejste Nick Gold fra World Circuit til Niafunké for at indspille dér. Med sig hjem havde Gold guld i form af 'Niafunké', der i 1999 både konkret og i stilistisk henseende blev en overbevisende hjemkomst til rødderne ved Nigers bredder på kanten til ørkenen og langt fra den fugtigt dampende Mississippi. I 2005 kom så 'In the Heart of Moon', hvor Farka Touré indspillede musikalske dialoger med en stor landsmand, kora-virtuosen Toumani Diabaté. Også 'Savane' er i et vist omfang præget af en lyst til at sætte tingene på plads. Som guitarist har Farka Touré knyttet forbindelsen til the blues. En anden transatlantisk forbindelse er ngonitraditionen. Ngonien er en slags lut med et vekslende antal strenge og mindst 700 år på bagen. Ngonien blev af slaverne bragt med til Amerika, hvor den efterhånden udviklede sig til banjoen. Som ung spillede Farka Touré på ngoni. En guitar fik han først købt, da han var næsten 30 år. Lysten til at udbrede kendskabet til ngoni-traditionen fik Ali Farka Touré til at indspille endnu en plade. Den kom til at hedde 'Savane', og optagelserne optog ham til det sidste. Bassekou Kouyate, Mama Sissoko og Dasy Saré hedder de tre ngoni- spillere. Foruden Ali Farka Touré selv og et hold lokale sangere og percussionister fra Niafunké medvirker den spanske percussionist Fain S. Duenas, violinisten (med den enstrengede violin) Fanga, mundharmonikaspilleren Little George Sueref og den amerikanske tenorsaxofonist Pee Wee Ellis kendt fra James Browns orkester. Fra de første toner af 'Ewly' åbenbarer albummet sig som en sejt sumpet blanding af honning og sort mudder, og man bliver mindet om forbindelsen mellem blues og Mali. Hypnotisk graver rytmen sig dybere og dybere ned i urstoffet. 'Savane' glider sindigt af sted. At bruge Nigerfloden som metafor er nærliggende. Der er noget uforstyrreligt over denne time i selskab med musikalsk udsigt over en flod af stoisk ro. Men roen dækker over et utal af musikalske tiltag. Monotonien i de stoiske rytmer udfordres konstant af vekslende solisters ciselering. Bluesmundharmonikaen, tenorsax og de afrikanske kor trækker i både samme og modsat retning. Hvert nummer får sin helt særlige signatur. I 'Machengoidi' sågar med et overraskende strejf af irsk whisky i den afrikanske ørken. Bluesen rækker helt ned til ursuppen på 'Ledi Coumbe'. På 'Yer Bounda Fara' stråler det afrikanske kors livskraft. 'Hommage a Anassi Coulibaly' holder sig helt inden for Malis grænser. Ali Farka Tourés afskedsplade er med andre ord et helt igennem dækkende udtryk for hans musikalske personlighed: en stædig traditionalist, dybt begravet i sine lokale rødder, og samtidig en frygtløs opdagelsesrejsende, der gjorde den fremmede guitar til sit instrument og både gav og tog i sit forhold til den amerikanske bluesmusik. Ali Farka Touré modtog posthumt landets fornemste hæder som Commandeur de l'Ordre National du Mali. En tilkendegivelse af, at Mali og musikken er blevet fattigere med tabet af den store guitarist. Men hans sidste gave, 'Savane', er stor. Ikke en stor publikumsmedrivende oplevelse som Toumani Diabatés 'Boulevard de l'Independance', men en dybt rullende meditativ rejse. Og Mali er heldigvis et land så usædvanlig rigt på musikalsk talent, at Ali Farka Touré vil finde sin plads blandt en stor traditions helte, mens musikken - som floden ved Niafunké - vil glide videre, føre med og kaste af sig.