Mikael Simpson er i mine øjne de senere års mest originalt arbejdende danske musiker og sangskriver. I sin lejlighed på Nørrebro sidder han i splendid isolation i et toværelses laboratorium og aftvinger laptoppen en urolig menneskelighed, han matcher med sine nervøse, minimalistiske danske tekster, der bedst beskrives som komprimerede fragmenter. »Ensomheden husker det, tosomheden glemmer«, synger han på 'Mist dig selv i mig!' og indrammer grundstemningen. Der er drømme og længsler - »hvor du end er, så drømmer jeg om dig«. En konstant rækken ud. Men der er også en usynlig rude af panserglas, som musikkens rå diamant er henvist til at ridse sine smukke mønstre i. Som det på 'Stille & uroligt' sker i 'Jeg kan se det, at du ved det' og den sværmerisk melankolske gendigtning af samme nummer, der afslutter albummet i et mildt og honningtungt elegisk tonefald. 'Stille & uroligt' følger efter 'Os 2 + lidt ro 2002', 'De Ti Skud' og sidste års 'B-sider, udtag og meget triste radiomix'. Til sammen udgør de fire udgivelser et unikt kapitel i dansk beathistorie. En sart og modig opdagelsesrejse i de nye teknologiske muligheder for gør det selv-kultur. Fuldt så originalt som noget, jeg har hørt fra den store verden. Ikke mindst fordi det samtidig opleves som en meget dansk musik i sprog og stemning. Den trætte unge helt fra tidligere tiders danske litteratur har en værdig slægtning i Mikael Simpsons musikalske alter ego. Men spørgsmålet er, om denne del af Mikael Simpsons rejse med 'Stille & uroligt' er ved at være ført til ende? Det er nemlig med lidt blandede følelser, jeg hører 'Stille & uroligt'. På den ene side er det et godt og helstøbt album, hvor Simpson med afsæt i det Anders Trentemøller-producerede techno- og åbningsnummer 'Mist dig selv i mig!' både trænger dybere ind i technolandskabet og skriver numre, der lyder som mere regulære popnumre. En kombination, der meget vel kan ende med at give Simpson endnu større gennemslagskraft end det særdeles respektable gennembrud, som blev 'De Ti Skud' til del. 'Hvor end du er' og 'Jeg kan se det, at du ved det' har en soliditet og et hengivent punch, der imponerer. På den anden side synes jeg, at 'Stille & uroligt' nummer for nummer er mindre sprødt og nærværende end 'De Ti Skud' og samtidig knap så musikalsk bevidsthedsudvidende som det åbne dubdominerede landskab på 'B-sider, udtag og meget triste radiomix'. Det er, som om teksterne denne gang er mindre konkrete og mindre overrumplende end 'De Ti Skud's 'Kæmpe-kæreste-sorger', '10 minutter' og 'Er du kommet for at få noget?'. Strategien at twiste et stående udtryk udføres med vekslende held. Udtryk som »nu er gode dyr rådne« og »lev stærkt, dø dum« kommenterer sproglige klichéer, men bliver selv nye klichéer. Andre steder rammer Simpson plet. På pladens bedste nummer, 'En bacille i mit blod', hører man: »Det er ude af mine hænder/ det er inde i mit hoved«. Og fornemmer, at man er tæt på sagens kerne med dubbens dybe puls i hjernevindingers kredsløb, der flasher i takt med de digitale. Det er musik, som i sin essens anerkender, bekæmper og strukturerer et kaos. »Jeg har ikke styr paa mit postyr/ Jeg har ikke styr paa lortet/ jeg har lort paa styret«, hedder det vittigt vrængende på 'Jeg sidder fast'. Men det er med teksterne som med kompositionerne. Lidt færre udprægede genistreger og en snigende følelse af gentagelse. 'Vi 2' er med omkvædet »Jeg har brug for, at vi tager den lidt med ro« et præcist udtryk for Simpsons fornemt tidssvarende følelsesrealisme, men har ikke samme skarphed som pigekonfrontationerne på 'De Ti Skud'. Det var vist egentlig meningen, at Mikael Simpson denne gang ville have udgivet et album med sit koncertband, Sølvstorm. Det er måske det, han skal gøre næste gang. For på trods af alle sine kvaliteter er 'Stille & uroligt' et album, man hører med en fornemmelse af, at de hvide pletter på laptoppens landkort er ved at være farvelagt. Det er måske nu, man går ud af sin lejlighed og møder nye venner?