Rapperen Johnson fra Århus laver hiphop på laid back west coast-måden: Det handler om biler, tøser, tatoveringer og pengeproblemer. Den 27-årige Johnson har tidligere rappet under kongerigets sjoveste hiphop-alias: Niggeren I Slæden, men kalder sig altså nu ved sit efternavn, selv om fascinationen af de firhjulede stadig hænger ved. Johnson har også været med i rapper-kollektivet B.A.N.G.E.R.S. med bl.a. L.O.C. og USO og har været den ene halvdel i duoen Johnson & Malone. Men nu er det altså tid til solodebut. Marc Johnson ligner til forveksling en ung Ice Cube, og attituden er da også på sit højeste. Men det virker, for Johnson kan noget, som mange andre danske rappere med fordel kunne lære noget af: Han kan svine med et glimt i øjet, fordi han er selvironisk ud over alle grænser: »Jeg er ikk' en gangsta dogg/ jeg er bare en Brian«, som han rapper. Det virker ofte komisk med den der tykke århusianerdialekt sammen med de frække tekster. Som i nummeret 'Nasty' hvor han har samlet en laber dame op på en klub: »Den røv får mig til at ringe til politigården/ hey, hello, det ulovligt når den sidder sår'n«. Musikken har produceren Pilfinger stået for, og det flyder som en åben caddy i LA-bydelen Compton. Det er west coast tilsat lidt nymodens crunk, samtidig med at Johnson uafbrudt påberåber sig at være »total lokal« og repræsentere Århus Vest. Johnson har landets særeste flow, der skifter mellem dobbelttempo, langsom haltende og hakkende rap, og noget der minder om sang - meget originalt. Han er samtidig en slang-jonglør, og hiphop-begyndere vil nok have svært ved at følge med, når han fordansker og 'århusianiserer' hiphop-slang til det ukendelige, herligt! Som enhver anden drengerøv er Johnson pige- og pengefikseret ud over alle grænser, og det er sjovt, når han praler med at knække benene på pigernes sofaborde og klager over dankort-blues midt i måneden. Han er en eminent historiefortæller, når han bygger sine raptekster op med præsentation, suspense, klimaks og afslutning, og man danner som lytter filmsnipper inde i hovedet. Især scoresangen 'Kig forbi', hvor Johnson hviske-rapper i telefonen med nattens erobring er fabelagtig. Men både tekster og musik bliver lidt ensformigt i længden, hvorfor Johnson snildt kunne have droppet et par af pladens 15 tracks. Det ville have fået albummet til at stå skarpere. Solodebuten 'Det Passer ...' lover og spår en lang og flot karriere for Johnson, der har potentiale til at ende helt oppe i liga med Jokeren og L.O.C. På pladens sidste sang får vi en lille flig af Johnsons dybere side at høre i 'Bort med blæsten', der er eminent produceret af Rune Rask og Troo.l.s., der længe har været Danmarks mest interessante hiphop-producere. Johnson rapper melankolsk om farens død og en hård barndom med mørk hudfarve i skolegården med alt, hvad det førte til af tæv. Jeg spår derfor en dybere Johnson på album nummer to, men indtil da så lad os bare feste sammen.