Det er tvivlsomt, om den danske rapper Munk havde klaret sig forbi ret mange boligbokke i The Bronx tilbage i 1980'erne. Med sin bløde og forestående stil er han barn af en helt anden verden end hiphoppens oprindelige gadekryds af verbale kæberaslere og social vrede.
Dengang hiphop var en subkultur af interne koder. Ud over at forsvare sit hood, råbe magthaverne imod og fortælle, hvilken badutspringer man var på et lagen, var det også måden, hættetrøjen hang på, måden, man vraltede hen ad gaden på, måden, man lige drejede hånden på, når man skulle række ud efter noget, der alt sammen fortalte, at man var hiphop.
Så enkelt er det heldigvis ikke længere. Hiphop er for længst opløst i popkulturens syrebad og kan tappes i alt fra natklubbernes champagneflasker til studenterværelsets urtetepotter. Og mellem grinende guldtænder og velourdraperet r'n'b er der også plads til en knægt fra Solrød Strand som Munk.
LÆS OGSÅ Nik & Jay kløjes i engelsk 'toothpaste' på nyt udspil
Endimensional
På sin debut-ep's fem skæringer strækker den pæne unge mand sin hiphop ud i det poppede landskab, hvor Nik & Jay har huseret i over et årti.
Munk kan sagtens kappes med Værløseduoen på banaliteter, men er uden deres flamboyance.
Munk er endimensional som rapper og udmåler dybden af sin kærlighed med linjer som: »Jeg fucking hader når vi skændes, for du' stædig/ men du vil have mine børn, så jeg ser mig selv som den heldige«.
De trivielle betragtninger om knas mellem parforholdets tandhjul bliver leveret med et indladende flow, der er for kælent, når der skal nusses, og for usikkert, når pointerne skal stanses ud.
Med hans ambiente lydkulisse og synthrockende beats aner man inspirationen fra canadiske The Weeknd, men der er mere end et Atlanterhavs afstand på The Weeknds portræt af en forslået sjæl og så en rapport fra hanrejen Munk, der venter på en natklub i selskab med en sjus, han er på fornavn med.
Fantasierne kører i ring
Anderledes selvsikker kommer aarhusianske Johnson rundt om hjørnet på sit mellemspil af en ep med den klare varedeklaration 'Sex Tape'. Med sit karakteristisk nasale flow over slæbende sydstatsbeat tager Johnson os en tur med under dynerne, ud i badekarret, eller hvor pigerne nu flokkes om ham.
Johson sidder ikke og venter på nogen. De ringer hele tiden på hans dør, vil væk fra kæresten og ind til den skrydende playboy, der har kameraet »hooket til computer'/ holder tilbage i starten, men nu' det lige før hun tuder/ ligger bider puder, mens jeg binder hende i knuder«.
Det er helt igennem lummert, men aldrig sexet. Dertil kører Jonsons fantasier for meget i ring, og så står det hurtigt klart, at Johnsons lyst til kvinder er i skarp konkurrence med hans begejstring for at ryge en joint. Der bliver tændt et batteri af pinde mellem eskapaderne, der naturligvis finder sit klimaks på den funky 'Ryge og knep'.
Man bliver ikke klogere af at lytte til Johnson, og ensformigheden sætter sine grænser, men Johnson kan sine genregreb og er god underholdning for et muntert øjeblik.
Helstøbt
Klogskaben trænger sig til gengæld på hos Pede B, der forlænger det selvreflektive spor fra sidste års 'Over askeskyen' på en toer. Her er en rapper, der har fuldkommen styr på sit håndværk, afleverer sine rim med poetisk punch og skriver sig bevidst ind i de gamle hiphoptraditioner som en af ghettoens trubadurer.
Pede B ser sig over skulderen, fortæller historier og tænker for tændt mikrofon over livet, som det kører forbi bag om ryggen på ham. Med DJ Noizes elegante sammenklipning af citater fra den danske hiphophistorie viser Pede B og Noize, at de ikke skal have noget klinket i hverken popkultur eller pornoindustri.
Sammen vender de sig bort fra hitlistehysteriet og leverer i underspillet overlegenhed et helstøbt hiphopalbum af den gamle skole.
LÆS OGSÅ Rap-veteran tæskede konkurrenterne
Sytten tracks, der tegner et portræt af rapperen, der engang var den bidske hund i managen til MC Fight Night, men nu prøver at komme overens med sig selv og den kultur, han er rundet af: »Og jeg tror hele attituden og battlesproget/ stammer fra dengang hvor vi var for små til at fatte noget/ dengang man sad derhjemme og prøvede at skrive en smule bedre/ før det hele blev solbriller og guldkæder«.
Han stamper nogle gange lidt rundt i almindelighederne, men i de små fortællinger om hverdagens besynderligheder og de eftertænksomme salver af rim graver han nye rytmer frem i det danske sprog, der viser, at man godt kan rive sig på det nøgterne udsyn. Når bare rap og beats er så præcist eksekveret som her.
fortsæt med at læse
