Det var utvivlsomt den mystiske af alle udgivelser på Record Store Day 20. april i år.
En undseelig 12"-single, der blev fundet i newyorkerpladebutikken Other Music. Der stod ’Boards of Canada’, og hen over dens 20 sekunders hvid støj med klynkende melodistump sagde en forvrænget stemme: »9, 3, 6, 5, 5, 7«.
LÆS OGSÅ Lyde man kan nyde
Tallene var første spor på en raffineret skattejagt gennem vores fagre nye verden af blitzende massekommunikation, og det store kultfølge til den skotske duo, der har været tavs i otte år, blev øjeblikkelig rødglødende af aktivitet.
I de følgende uger blev talkombinationer lagt ud – på YouTube, i radioprogrammer og på en fanside. I alt 36 cifre, der dannede en kode til hjemmesiden, hvor Boards of Canada annoncerede deres fjerde album.
Ud over at passe godt ind i Boards of Canadas image som en hemmelighedsfuld, næsten okkult duo, der stort set aldrig giver interview eller koncerter – og alligevel har opnået status som et af de mest indflydelsesrige navne i de sidste 20 års elektroniske musik – skiller den kryptiske kampagne sig ud i et år, der endda er domineret af skælmske comeback.
Fordi den er en pointe i sig selv.
Jagten på opmærksomhed
Justin Timberlake lagde en drillende videobesked ud på YouTube, efter 22 års venten lancerede My Bloody Valentine deres album med få timers varsel, og Daft Punk pirrede de hysteriske forventninger med en kort videoteaser under årets Coachella Festival.
Eksempler på maksimal opmærksomhed i en tid, hvor informationer sønderbomber erindringens tidslinje i en grad, så man næsten ikke fatter, at det er sket inden for det samme halve år. Men hos Boards of Canada er legen med kraften i informationsturbinen en forlængelse af selve værket.
Skattejagten viste, at alt bliver opfanget i den globale informationsstrøm. Sådan prikker man hul på tidens latente konspirationsparanoia: Alt bliver overvåget, enhver information gemmer på en hemmelighed.
På samme måde er deres fjerde album, ’Tomorrow’s Harvest’, fuld af hemmeligheder. Lydene i den mørkt flydende ambient techno er referencer til gamle gyserfilm, udtjente keyboards, glemte tv-programmer fra 1970'erne og spionageparanoia.
Det sidste bliver rusket ud af sin dvale, når den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA overvåger alle amerikanere. Og når man indkapslet i høretelefoner lader sanserne forsvinde ind i Boards of Canadas gysende smukke labyrinter af langstrakte klange og knækkede rytmer i et ørkenknasende landskab af lyd.
Morgendagens høst
Boards of Canada består af Edinburgh-brødrene Michael Sandison og Marcus Eoin, der har klippet instrumenter og samples sammen til musik, siden de var børn.
I dag er de i starten 40'erne, og siden deres debut som Boards of Canada i 1998 har de med vintagelyd dyrket længsel og nostalgi, som vi i de senere år har kunnet høre det hos dubstepperen Burial eller chillwaveren Ariel Pink.
Samtiden har indhentet Boards of Canada, som nu kigger ind i fremtiden. Det ser ikke for godt ud, men det lyder forrygende.
Den ene side af Boards of Canada er det skjulte, den anden det umiddelbare. Det, man indtager med sanserne i mødet med deres sofa, techno. Det alene er hele 'Tomorrow's Harvest' værd.
Sprækker af uro
I otte år har de på gamle synthesizere og affældige instrumenter arbejdet sig frem til den på en gang forførende og foruroligende stemning, der ligger i de 17 tracks’ mange lag.
Hypnotisk og billedskabende er det bygget op af maskinelle klange, men er katalysator for naturassociationer. Det ene øjeblik er man sænket ned i Marianergraven i en lille dykkerklokke for at møde væsener, der ikke kender til solen. Det næste ligger man på ryggen i en ørken og følger drivende skyer, der både er ens og altid foranderlige.
Men det er ikke masserende tryghed. Boards of Canada er en æstetisk nydelse med sprækker af uro. De stimulerer sanseapparatet og skærper opmærksomheden i en tid, hvor vores identitet opløses i et massekommunikerende kaos.
LÆS OGSÅ Daft Punks nye album er en håndværksmæssig bedrift i særklasse
De kan svæve uden tidsfornemmelse, og pludselig kan en enkelt ustabil klang åbne for et lynglimt, hvor efterladenskaber fra fortidens fester flyder rundt på et radioaktivt hav.
Arpeggiomelodien på 'White Cyclosa' kunne være starten på et Ibiza-rave, hvis ikke det var for den ildevarslende helikopter i mixet. Og 'Palace Posy' være en dulmende bagsædestund på vej ud ad Kraftwerks motorveje, hvis bare spøgelsesstemmerne ville være stille. Så tænker man: Der stikker altid noget under.
Min skepsis er vækket, men ikke over for Boards of Canada. De leverer et overbevisende comeback, der rammer lige ned i tiden – med sine i grunden tidløse kompositioner.
fortsæt med at læse
