Da den hemmelighedsfulde London-musiker Burial tilbage i 2005 dukkede op med sine første ep’er, var han anonym.
Ingen kendte til identiteten bag de dubsteppede lydkollager, der var bygget med sans for dramatik og rumfornemmelser. Siden gav William Bevan sig til kende, men trådte kun halvt ud af skyggen.
Ingen koncerter, ingen interview. På to album og nu syv ep’er har han talt gennem sine kompositoriske greb om samplinger, forvrængninger og urbane undergangsforestillinger. Men i forbindelse med ’Rival Dealer’ har han brudt tavsheden og kommenteret de tre nye skæringer:
»Jeg ville have, at mine numre var anti-mobbe-numre, der måske kunne hjælpe folk med at tro på sig selv, til ikke at være bange og ikke give op. De skal vide, at der er nogen derude, der bryder sig om dem og vil passe på dem«.
LÆS OGSÅ London-producer dekonstruerer klubgenren med abstrakt lyd
Det er ikke det eneste, der er anderledes. For Burial skaber sit refugium for alle de mobbede, de usikre og de udstødte med et ruskende arsenal af støj, rytmeskift og kaotisk energi. Langt fra de indadvendte lyde og gotik-futuristiske forestillinger, han blev kendt for.
I dag løber et intenst og techno-ravende tempo gennem Burial, der vender sig udad på 'Rival Dealer'. Hvis hans udgangspunkt engang var et forfaldent ekko af de 1990'er ravefester, han var for ung til at opleve, er det her hans helt eget rave, der buldrer ind i fremtiden. På en både sofistikeret og brutalt medrivende facon.
Svajende stemning bliver gennemhullet
Åbningsnummeret lægger ud i velkendte Burial-toner. Knitrende støj rumler som et tordenvejr i det fjerne, før en forvrænget musestemme bekender: »I'm gonna love you more than anyone«.
Det går igen som en spøgelsesengel, men er faktisk den amerikanske sanger-sangskriver Gavin DeGraw, der bliver klippet ud af sin guitartrampende inderlighed og nu lyder som sær minaretsang.
LÆS ARTIKEL
Londons klubscene skinner igennem den elektroniske anonymitetMen inden DeGraw når at skabe andet end en svajende stemning, bliver hele lydbilledet gennemhullet af et hidsigt beat, skabt på et af samplinghistoriens signaturbeats, The Soul Searchers 'Ashleys Roachclip'. Fra radiopop og funk anno 1974 til en forløsende techno på to sekunder.
Ja, nu ved jeg godt, at samplinger og mere eller mindre obskure referencer til musikhistorien mest er for nørder. Men fordybelse og finesser er netop en del af fornøjelsen ved Burial. Han skaber nye fortællinger ud af populærkulturens fragmenter.
Denne gang prikker han til den indre modstand, men gør det på en uvant umiddelbar måde. Som det korte nummer 'Hiders' (det eneste track fra Burial i årevis, der har holdt sig under de 10 minutter), der i første omgang lyder som regn i et kirkerum, men så tager fart i retningen af 1980'ernes syntetiske elektropop.
Man forventer næsten, at Robyn begynder at synge, men det gør hun ikke. Det gør Miguel, der er manipuleret ind som små dystre pletter under overfladens uro af vinylstøj.
Skotsk techno-duo trives i paranoiaens grænselandAlle, der mærker hverdagens modvind, kan få et rygstød hos Burial, men det er ikke den eneste fortælling, der er på spil her. I Burials virtuose vrid bliver både musikhistorie, lydenes tekstur og den moderne identitet belyst. Og beriget.
Efter civilisationens sammenbrud
Duoen Darkside består af den elektroniske minimalist Nicolas Jaar og hans koncertguitarist, Dave Harrington. De fandt sammen i Darkside, da et transformerstik brændte sammen og fyldte et hotelværelse i Berlin med røg.
Da den lettede, stod et udbrændt anlæg tilbage, som Jaar og Haarington straks gik i gang med at udforske lyde på. På deres egentlige debutalbum, 'Psychic', fortsætter de med at udvide det musikalske rum efter civilisationens sammenbrud, som Burial nu har lagt bag sig. Blot med blødt groove fra Harringtons neonlysende guitarspil.
Sidste sommer markerede Darkside sig under navnet DaftSide med 'Random Acces Memories Memories', et imponerende remix af hele Daft Punks album. Men med 'Psychic' er de ude i deres egne kompositioner.
LÆS OGSÅ Disclosures debutalbum er et forfriskende førstehåndsindtryk
Her er sireners hylen, fornemmelsen af sorte huller og en mentalt slentretur i lysfattige labyrinter af udflydende rumklange. Men der er også en varm glød, der trækkes frem mellem Harringtons spil og Jaars spæde stemme, der slår James Blake i fin falset på 'Golden Arrow'.
Darkside indbyder (og udfordrer) til lange aftener i høretelefonerne, hvor man kan forsvinde i de vidunderlige lydlandskaber, men vær ikke overrasket, hvis du pludselig finder dig selv midt på stuegulvet. Dansende.
Til trods for den urbane susen, de otte eksperimenterende numre er skabt i, er der hele tiden kropslig puls på spring i det ellers endeløse rum.
Den her vinter er det musikalske mørke ikke, hvad det har været.
fortsæt med at læse
