Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

Darkside var oprindeligt et ord Nicholas Jaar (til venstre) og Dave Harrington (til højre) brugte til at beskrive et intenst tourscenarie. Udtrykket er idag blevet bandets identitet.

Festivaler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Darkside: Vi er ikke bange for at tage chancer

En tysk stikkontakt med flammer i blev startskuddet til duoen's samarbejde.

Festivaler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nicolas Jaar:

»Når jeg tænker tilbage på den aften, Dave og jeg begyndte at lave musik sammen, bliver jeg stadig lidt slået omkuld af tanken. For det kan godt lyde som en opdigtet historie. Men det er det altså virkelig ikke.

Vi var på turne i forbindelse med mit første album ’Space Is Only Noise’. Indtil da havde jeg altid spillet min musik alene, men til turneen i 2011 samlede jeg et band, som skulle spille med mig live. Dave (Harrington, red.) var med i det band. [faklta]

Omkring seks måneder inde i turneen sad han og jeg på et hotelværelse i Berlin. Ingen af os gad gå ud, og jeg spurgte ham, om han havde lyst til at indspille noget musik. Vi havde aldrig skrevet eller indspillet noget sammen før, men Dave sagde ja. Han tog sin guitar og begyndte at spille et riff. Jeg pluggede guitaren direkte til min laptop og loopede det, han spillede, og så begyndte jeg at synge ind over.

LÆS OGSÅ Og så skete der noget. Vi brugte to amerikanske højttalere, som var slået til strøm via et omformerstik. Og midt i den sang, vi var begyndt at indspille, brød stikkontakten pludselig ud i flammer. Der gik ild i højttalerne. Det er vildt, men det gjorde der! Efter et lysglimt blev værelset mørkt og fyldt med røg, men vi var så optagede af at indspille, at vi satte os ud på hotelgangen, og kun oplyst af lyset fra min laptopskærm og et tv på gangen, der viste ’The Big Lebowski’, lavede vi sangen færdig ved at lytte til computerhøjtalerne.

Det, vi indspillede den aften, var nummeret ’A1’, som senere blev det første nummer på vores ep som Darkside. Så man kan sige, at det, der skete i Berlin, var, at tanken om Darkside blev født. Midt i røgen og mørket. I dag, to et halvt år efter, spiller vi nu vores musik til liveshows fyldt med røg og mørke. Det har meget til fælles med den aften i Berlin, og det synes jeg er interessant.

For mit vedkommende er Darkside sindssygt spændende, fordi Darkside ikke lyder, som jeg gør, når jeg laver musik alene. Allerede som 14-årig begyndte jeg at lave elektronisk musik, og det har altid været noget, jeg gjorde for mig selv. Det ærlige svar på hvorfor, er nok, at jeg har villet have kontrol og ikke være afhængig af andre, men jeg må indrømme, at det på et tidspunkt blev kedeligt.



Derfor spurgte jeg min bedste ven på Brown University om: Hvem er den bedste musiker, du kender på skolen? Han svarede Dave, og efter at vi havde prøvet at jamme, kom han med på turneen.

Det var fantastisk, for når vi spillede, var det, som om vi begyndte at nå frem til en anden ting sammen. Dave tog musikken steder hen på scenen, hvor jeg bare tænkte: Det er cool. Sådan ville jeg også gøre, så vi improviserede og bevægede os ubevidst et sted hen uden egentlig at have en plan.



Det var det, vi den aften på Michelberger Hotel i Berlin ville udforske. Vi var nysgerrige og ville finde ud af, hvad der skete, hvis vi nu ikke spillede min musik, men i stedet lavede noget helt fra bunden. Før var min musik måske lidt pretty, men jeg ville lave noget, der var mere larmende og rock’n’roll.

Vi er to forskellige musikere. Jeg er som udgangspunkt producer, og jeg er meget teknisk. Det er min styrke, men selvfølgelig også min forbandelse. Dave, derimod, ser jeg som en rigtig musiker. En habil guitarist, som kan lave lyde, der ikke engang lyder som en guitar. Han er funky og har et groove. Hvor jeg mest er en, der sidder og skruer på knapper, så er han en, der spiller. Og det gør os til et rigtigt band. Det føles i hvert fald sådan – som et rigtigt rockband«. Dave Harrington:

»Når man er på turne sammen og ser de samme mennesker hver dag, udvikler man på en eller anden måde sit eget interne sprog. I starten var ordet ’darkside’ lidt en joke mellem Nico og mig. Når noget mærkeligt skete eller en af os var syg, ville vi typisk sige »det er darkside«. Det var et ord, vi brugte til at beskrive et intenst tourscenarie. På den der næsten magiske aften i Berlin, hvor vi sad og lyttede til det nummer, vi havde lavet, ude på hotelgangen, vidste vi ikke, at vi ville lave et band og kalde os Darkside. Men det, der skete, det var darkside.


LÆS OGSÅ Det var faktisk et par uger efter, at vi havde spillet på Roskilde Festival (med Nicolas Jaar, red.). Den koncert husker jeg meget, meget levende. Selv farverne og lyset på scenen ser jeg stadig klart for mig. På det tidspunkt var det en af de største koncerter, vi nogensinde havde spillet. Men det, der især gør, at jeg husker koncerten, er, at jeg virkelig følte, vi havde en connection med publikum. Det var en utrolig følelse at stå på scenen, fordi der kom en så vild emotion fra publikum.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På et tidspunkt blev jeg så grebet af stemningen, at jeg klatrede op på trommesættet og fik øjenkontakt med Nico. Og jeg kunne se i hans øjne, at han tænkte det samme som jeg. Der var en utrolig vibe i det telt. Det er ikke bullshit. Det er et show, jeg husker.

Da jeg begyndte at spille med Nico, havde jeg kun berørt elektronisk musik meget lidt. I mange år spillede jeg med indiebands i Brooklyn, hvor musikken var en blanding af eksperimenterende, psykedelisk og jazz, så da jeg så mødte Nico på universitetet, var hans musik helt ny for mig. Men ideerne, han arbejdede med, var de samme som dem, jeg er vokset op med.



Når alt kommer til alt, er det, der kendetegner os begge, at vi er improvisatorer. Helt tilbage fra dengang, da jeg var til audition for at komme med på hans tour i 2011, til i dag, når vi spiller som Darkside. Vi tager chancer på scenen, og det er kernen, der tillader, at vi kalder os et band.



Vi har et materiale, som vi konstant ændrer på, og vi sætter os sammen inden koncerter og siger: Hvad skal vi gøre i aften? Hvad er missionen, og hvilken følelse er det, som folk skal gå derfra med, når de går ud i natten? Det er vigtigt for os, at folk får en særlig oplevelse ved at komme og se os spille.

Mine yndlingskoncerter, som jeg husker, er dem, hvor jeg føler, at det kun kunne være sket den ene aften. Det lyder måske overlegent, men det er så simpelt som at spørge sig selv, om man tør jamme, tør improvisere og tage chancer, så publikum føler, at de ser noget på scenen, som kan køre af sporet hvert øjeblik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gør vi i Darkside, og det håber jeg, folk kan mærke«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden