Anonymitet er blevet et væsentlig stilelement i den elektroniske musik, der gennem de sidste tyve år boblede ud af London som sort skum på grå asfalt.
Fra hidsige dage med rave i starten af 1990’erne over snerrende grime i 00’erne og til nutidens lydlandskaber af urbane forfaldshistorier, hvor det nu handler om musikken, ikke personen.
LÆS OGSÅ Mystisk onemanband: »Jeg har tidligere med stort held prøvet at hypnotisere publikum«
Som en drejet dna-trappe synes det musikalske spor at sno sig parallelt med den urbane fremmedgørelse, fra piratfester i forladte pakhuse og Mike Skinners outsider-betragtninger i The Streets til dubsteppens dybe skakter af desorienterende bas.
Aktuel uro
Hos produceren Zomby synes hele den spraglede historie at blive gravet fri af de arkæologiske ruiner og sat sammen i et kabinet af vidt forskellige stilarter, der vibrerer af en aktuel uro.
Ligesom undergangsmagikeren Burial og den UK Funky SBTRKT, der har gemt sig bag masker eller tavshed, ved ingen rigtig, hvem produceren Zomby er.
Han optræder med maske og begyndte at udgive sine ofte dubsteppede kompositioner for godt fem år siden. Han samlede i 2011 et par års singler på gennembrudsværket ’Dedication’, og nu skruer han op for ambitionerne med den dobbelte udgivelse ’With Love’, der både samler op på Zombys egne udgivelser og hele den engelske elektroniske musikscene.
Det første album strækker sine mange små smagsprøver fra industrial og techno til jungle og dance-hiphop a la Snap på ’It’s time’. Her bryder en stemme ind og befaler: »It’s time to get fucking mental«, men helt så vildt er Zomby ikke.
Der hænger et vemod i hans beats, der for alvor træder frem på det andet album. Her fylder atmosfæren mere end tempo, klangene flyder ud til siderne og skaber et dystert rum, man kan spejle sin ensomhed i, når klokken er 2 om natten, og der kun er tomme taxaer tilbage i gaderne.
Det kræver en vis portion mod at udgive 33 elektroniske tracks på en dobbelt-cd i en tid, hvor den let antændelige hitsingle har skubbet albummet til side.
Og selvtilliden er vist i orden, når man som den engelske producer Zomby oven i købet vælger at dyrke det monotone i sine kompositioner og lade de enkelte, korte track fade pludseligt ud, som om det hele var en ophobning af skitser.
Men der er hverken helt gode eller nye ideer nok til den samlede udgivelse, og derfor ender ’With Love’ med indimellem at ligne overmod.
Filter af smog
Sammen med James Blake var duoen Mount Kimbie for en håndfuld år siden med til at sprede termen ’post-dubstep’ i musikkritiske kredse. Med ambiente flader og nænsomme melodier dæmpede Dominic Maker og Kai Campos med ydmyghed dubsteppens murrende aggresivitet på den vidunderlige 2010-debut ’Crooks & Lovers’.
Og ligesom Blake siden har udforsket sin evne som sanger, åbner Mount Kimbie også deres andet album op med en sommerchillet sang fra Campos, der hen over en støvet rytme og sparsomme orgelakkorder på ’Home Recording’ lyder en del som Blake.
Mount Kimbie dyrker dog en anden form for narkotisk dramatik end Blake, og især den nye og uhyre spændende sanger, King Krule, bidrager til kuldegysningerne. Hans dybe hudafskrabning af en stemme indleder med ordene:
»Now, did you see me, I killed a man/ they all stayed down, but he choosed to stand«, og genkalder ufrivilligt de uhyggelige tv-billeder af morderen med de blodige hænder efter mordet på en soldat på gaden i London i maj. En skærsommernats drøm bliver til et mareridt.
Midt i Mount Kimbies betagende smukke kompositioner, der bugter deres flotte spændingskurver mellem simple vuggevisemelodier og svævende klangflader, der kan fylde forladte højhusruiner ud med skønhed, puster Krule røgen fra en desillusioneret ungdom ind i øjnene på os.
Han er djævlen i skyggen – ligesom den forvrængede lydvæg, der rejser sig bag en ellers funky melodistump på ’Slow’.
På den måde bygger Mount Kimbie videre på de apokalyptiske fornemmelser i Londons klubscene, men de åbner også udtrykket op og slipper surrealistisk lys ind med den spacejazzede ’So Many Times, So Many Ways’ og den nærmest syrerockede ’Break Well’. Solen skinner altid gennem et filter af smog i Mount Kimbies London.
Men den skinner.
Dejligt, men stillestående
Hvis man trods Mount Kimbies åbenlyse skønhed og Zombys inciterende rytmemønstre alligevel trænger til luft og lys i de urbane katakomber, kan man finde det hos den lystigt eksperimenterende Bibio.
På sit syvende album siden debuten i 2005 fortsætter Stephen Wilkinson som Bibio med at anskue elektronisk musik som en elastisk størrelse, der ikke har nogen uoverskridelige grænser.
Han blæser menneskelighed ind i de knirkende rytmer og syntetiske orgler med folkede guiarsange som Paul Simon-kalkeringen ’Dye The Water Green’ eller den muntre ’Raincoat’, hvis ikke han slipper hiphoppens energi løs som på den forrygende ’You’.
Bibio har skruet ned for spændingerne og samples, men uanset hvilke genrer han kører gennem sin blender, er fundamentet og det overordnede resultat klatøjet ambient med en stemning så afslappet som en eftermiddag med bare fødder dinglende i vandet fra havnekajens kant. Dejlig rart, men også døsigt stillestående.
LÆS OGSÅ Ungt geni leger stilleleg med journalist
Med sin albumtitel går Wilkinson den stik modsatte vej af anonymitet.
Han tager os med helt ud i solen med både personlighed og varme i en ellers kølig tid, hvor London igen markerer sig som et kraftcenter inden for elektronisk musik.
fortsæt med at læse
