Op til udgivelsen af det bare fjerde studiealbum på 16 år fra den franske duo Daft Punk, har der på nettet cirkuleret et internetmeme i form af et foto af en rundkindet teenageknægt, der sidder og lytter til musik på sin smartphone med et sæt dårlige in-ear-hovedtelefoner.
»Så spændt på den nye Daft Punk-plade«, står der. »Har været fan siden begyndelsen af 2012«.
LÆS OGSÅ Daft Punk sætter streaming-rekord på en dag
Jeg har vist den til både venner og kolleger. Alle griner. Jeg griner. Af knægtens uknægtelige kækhed, først og fremmest. Men også fordi billedet lander som en grotesk krone på det oppumpede værk, der har været lanceringen af 'Random Access Memories'.
Det er et album, som der – pardon my French – er så latterligt høje forventninger til, at det nærmest kun kan skuffe. Men som alligevel er tilpas fascinerende til, at det aldrig rigtig sker.
En luksuriøs lyttefest
'Random Access Memories' er på mange måder et nostalgisk album. Men det er et forbandet veldrejet et af slagsen. En heftigt fabulerende musikalsk tidsrejse på allerførste klasse. En luksuriøs lyttefest for alle sultne ører.
13 brikker i et intrikat puslespil, der nok kan virke ulideligt fortænkt på papiret, men som, når den er bedst, vinder stort på, at den vil ting, andre plader kun kan drømme om.
Som på albummets første højdepunkt – den regulært lamslående 'Giorgio by Moroder', hvor duoen har besøg af det 73-årige diskoikon Giorgio Moroder, som i en forrygende monolog åbner med en fortælling om begyndelsen på sin egen musikalske løbebane på tyske diskoteker omkring 1970, hvorefter nummeret eksploderer i en vanvittig feberdrøm af modulær synthesizer, pedal-steel, to trommeslagere, en elskeligt over the top-guitarsolo og så lige et 66 m/k stort symfoniorkester, som med blandt andet 22 grædende violiner pisker en forrygende stemning op.
Det er højtravende og tilpas tosset, som kun en perfekt afstemt blanding af disko og prog-pop kan være det. Og resultatet er magisk, intet mindre.
Smukt og funky håndværk
Umiddelbart nemmere at sluge er sange som den evigt labre førstesingle 'Get Lucky' og den lige lovligt beslægtede 'Lose Yourself to Dance', der begge har superguitaristen Nile Rodgers på solidt charmerende guitar-licks og Pharrell Williams på vokal som sikker, men også ufarlig flødetenor.
Det er smukt og funky håndværk, der tydeligvis er inspireret af Rodgers' gamle legekammerater i Chic, men det er langtfra de stærkeste og mest betagende øjeblikke på et album, der er mest interessant, når man som lytter nærmere taber både næse og mund i stedet for at vippe med storetæerne.
Tyske electronica-pionerer lukker Orange SceneSom når den 72-årige sanger og sangskriver Paul Williams, der blandt andet var manden bag flere Carpenters-sange, skælver sig selv intenst igennem albummets centrale fyrtårn, den lige dele groteske, sårbare og hyperemotionelle 'Touch', som med kurs mod stjernerne er en ublu blanding af sart klaverballade, voluminøs spacerock, hidsige modulære synthesizere og korsang.
Eller på den groovy 'Fragments of Time', der har houselegenden Todd Edwards på vokal. Eller den heftige rumouverture, der åbner den DJ Falcon-gæstede afrunder, 'Contact'. 'Randon Access Memories' er bedst, når Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo kapper livlinen til fornuften. For så bliver musikken frodig ad Pommern til.
En classy, fransk fuckfinger
Alligevel er der langt fra et album som det her til tidligere Daft Punk-triumfer som technicolorfantasierne 'Homework' og 'Discovery'.
Lyden af Daft Punk anno 2013 ligner snarere en classy, fransk fuckfinger til den stadionforelskede og ret nuanceforladte EDM-kultur, som Daft Punk selv har været med til at starte, men tydeligvis ikke ønsker at være en del af længere.
LÆS OGSÅ Distortion hyrer tre danske makkerpar
Albummet er i langt højere grad en varm omfavnelse af analog elektronisk musik, som rent håndværksmæssigt er en bedrift i særklasse.
Og det vil den forhåbentlig også være for dem, der kun har været fans siden begyndelsen af sidste år.
fortsæt med at læse
