Man kommer let til at støde sig på Kanye West.
Den 36-årige rapper, producer, designer og gale mand har et ego på størrelse med Jupiter. Den her planet er ganske enkelt for lille til Kanye West. I et interview med The New York Times har han for nylig sammenlignet sig selv og sin betydning med Walt Disney, Steve Jobs og Henry Ford.
LÆS OGSÅ Hiphop-kongens forskruede fantasier er et mesterværk
Man kunne let få den tanke, at datteren, som reality-stjernen Kim Kardashian fødte i lørdags, mest af alt bliver et anneks til hans palads af narcissisme.
Som West rapper på ’New Slaves’: »You see there's leaders and there's followers/ But I'd rather be a dick than a swallower«.
Den sang og sætning blev i en global guerilla-kampagne blæst op på bygninger i alverdens storbyer – også i København – i en video med gigantiske sort-hvide billeder af Kanye West.
Forsimplet retning
Orker man ikke at have sådan en larmende bralrerøv inden for dørene, ville det være lettest, hvis man bare kunne parkere Kanye Wests megalomansk iscenesatte selvforståelse på hylden for overvurderede excentrikere.
Men ligesom en anden popmusikalsk foregangsmand, Phil Spector, er det ikke til at komme uden om, at Kanye West har noget at have sit storhedsvanvid i.
Til tider genial, men altid lige så uberegnelig som væsentlig.
Gennem ti år har han med maksimalistiske produktioner og virtuose arrangementer skabt hiphoppens ’Wall Of Sound’.
Hans album har solgt i millionvis, de enkelte sange endnu mere. Han er brudt ud af hiphoppens gadekultur, har revet væggen ned til den hvide middelklasse og tilladt sig at have kunstneriske ambitioner på hiphoppens vegne. Astronomiske ambitioner.
Det har han også på sit sit sjette album, men ligesom hans fjerde album, ’808s & Heartbreak’ var et konceptuelt brud med hans grandiose stil, er ’Yeezus’ et radikalt brud i en mere forsimplet retning, hvor rå intensitet vejer tungere end finesse. Som den gennemsigtige cd-æske, skiven er pakket ind i.
LÆS ANMELDELSE
Digitale tårepersere Kanye West græder geniale tårerDet betyder ikke, at det er lige til. Nej, ’Yeezus’ trodser alle regler og går sine helt egne kryptiske veje. Som produceren Rick Rubin sagde, da han under arbejdet med ’Yeezus’ kom ud fra studiet:
»Det er u-be-gribe-ligt, hvad der foregår derinde«.
Post-apokalyptisk hiphop
Det udsagn kan ligesom albummets titel vælte til begge sider.
Jesus! kan ligge i forlængelse af Kanye Wests selvopfattelse, men også være et udbrud med himmelvendte øjne. Og Kanye West spænder sig selvbevidst ud mellem de to poler: storhed og dyb undren, mellem genialitet og galskab. Han er den på en gang flamboyante og skøre videnskabsmand, der tror på sit projekt i en sådan grad, at han indimellem også mister overblikket.
Men han fortsætter, fordi han vil derud, hvor ingen har været før – og ingen alligevel helt kan overskue konsekvenserne. Derfor blev Rick Rubin kaldt ind for at genskabe fokus.
kappestrid Kanye West slår 50 Cent udDet færdige ’Yeezus’ er ikke blevet forløst som mesterværk (dertil er der stadig for mange mindre vellykkede passager), men det er et springende, upoleret og uforudsigeligt album, der syder over af ideer nok til popmusikalske epigoner de næste mange år.
Bag det aggressive frontparti af lyd er nogle ideer samlet op hos den støjende hiphop hos eksempelvis Death Grips, andre trukket fri af undergrundsgenren Chicago drill, der er techno klippet ud af den amerikanske EDM-scene og tilsat støjforvrænget sample af både glamrockeren Gary Glitter og jamaicanske Capleton. Et sammenrend af aparte elementer, der hos Kanye West bliver stødt ind i hinanden til noget, man kunne kalde støjsoul.
På den ene side lyder det, som om hæmningerne er blevet smidt, på den anden side mærker man konstant Kanye Wests kontrol med rutsjebaneturen, når han drejer brat af, klipper beatet op, ændrer sangenes tempo med et indskudt sample eller flytter rundt på centrum i lydenes rum. Der er ingen singler her, men et ulogisk helstøbt album.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er hiphop mere? Måske bare hiphop på den anden side af hiphoppens undergang.
Kanyes sorte lidelser
Rubin er ikke den eneste, der har været kaldt til møde i Kanye Wests lydlaboratorium.
Blandt mange andre har Frank Ocean, Bon Iver og Daft Punk bidraget til festen. Men modsat den lækkerlydsstræben efter en svunden tid på Daft Punks eget album deltager de to franskmænd her i et skrattende spring ind i fremtiden –- mens fortiden er noget, Kanye sætter streger hen over efter velbehag.
LÆS ANMELDELSE
Daft Punks nye album er en håndværksmæssig bedrift i særklasseHan skriver sig ind i det sorte Amerikas lighedkamp på sin egen forrykte facon, når han raser løs om »this rich nigga racism«, hvor rige sorte bliver fastholdt som dumme forbrugere. Samtidig hægter han sig musikalsk på borgerrettighedskampen med sit sample af Nina Simones version af ’Strange fruit’. Sangen, der var en signatur for Billie Holiday og handler om lynchninger af sorte i sydstaterne.
Han behandler den skamløst, skaber en smuk kulturel trafikulykke og rapper med autotune løs om sine egne lidelser i berømmelsens brændende spotlys. Det skal nok skabe ballade, for Kanye West ser ikke bare stort på den mest centrale sang for sorte amerikanere i det 20. århundrede, han hæver sig over den.
Ligesom han får rodet Martin Luther King ind i en lummer afklædning af en kvinde på 'I'm In It': »Your titties, let 'em out, free at last/ Thank God almighty, they free at last«.
Grænseløst vrøvl
Det er den hovedløse side af punkeren i Kanye West og noget, man må tage med, for Kanye West kender nok sin historie, men han kender ingen grænser.
Og måske skal man ikke tage ham for alvorligt. På et tidspunkt omtaler Kanye West sig selv som en varulv, siden en konge, før han lige tager et skridt højere op: »I AM a God«.
LÆS OGSÅ Rappens største egoer rammer topniveauet
Sangen af det navn har ifølge coveret »gæsteoptræden af Gud«, hvilket lugter af selvironi. Som det hedder samme sted: »I am a God/ So hurry up with my damn massage/ In a French-ass restaurant/ Hurry up with my damn croissants«.
Det er bare vrøvlende og grænseløst morsomt. Men man kommer let til at støde sig på Kanye West.
fortsæt med at læse
