Gad vide, om Marcus Eoin og Michael Sandison blev efterladt langt ude i den skotske natur, da de var drenge? I hvert fald er det ikke svært at forestille sig to lidt nørdede knægte luske nysgerrigt gennem et tågefyldt område ude ved kysten på jagt efter egne fodspor for at kunne finde vejen hjem. Ikke bange eller skræmte, bare forundrede og med alle sanser åbne, men også en smule bedrøvede over så meningsløst at være blevet glemt på familiens skovtur. Mange år senere kunne de herrer have omsat den type oplevelser til den behagelige, men også altid let melankolske musik, der i ordets egentlige betydning åbenbarer sig hos deres elektroniske duo Boards Of Canada. For tredje gang på album lader de to skotter deres musik flyde gennem klukkende vandløb, blide buer i landskabet og skarpe kontraster. I forhold til debuten 'Music Has The Right To Children' (1998) og den tre år gamle 'Geogaddi' er der kommet en smukt ringlende guitar og nogle opildnende trommer til i landskabet, men ellers er der gudskelov ikke de store forandringer at spore ved Canadas - og alle vi andres - grænser. På forunderlig vis formår Boards Of Canada fortsat at være hypermoderne, nærmest futuristiske og samtidig sært tilbageskuende, næsten nostalgiske i deres rummelige, varme lyde. Psykedelisk elektronisk folkemusik med sjældent behagelig atmosfære er, hvad vi finder her. Og det er - med fare for at beskrive dette særegne univers med en fladtrådt kliche - en sand lise for den efterårstrætte sjæl. Dette er sammensatte lyde, man kan og bør nyde.