Sangene er fine, stemmen er indtagende uden at være prangende, musikken harmonisk instrumenteret. Alt sammen udmærkede og hverken sammen eller hver for sig ligefrem usædvanlige kvaliteter. Men kombineret med en poetisk åre og en intuitiv fornemmelse for, hvor lidt der nogle gange kan være alt nok, går det hele op i en lidt højere enhed for Færøernes fineste musikeksport, Teitur. Han følger sin internationalt succesfulde debut 'Poetry & Aeroplanes' op med endnu et spædt og stærkt album. Teitur har et særligt blik på 'Stay Under The Stars'. Det må man have for at tackle vildmanden Jerry Lee Lewis og teksten til 'Great Balls of Fire' med melankolsk rugende, sorrige strygere. Det er ikke bare en mærkelig idé, men en god idé, viser det sig. Bag musikkens beskedne ydre gør Teitur tingene på sin egen måde. Musikalsk er der mildest talt ikke meget Louis Armstrong over hyldesten 'Louis, Louis'. Hvilket friholder Armstrong fra pastichen og i stedet giver plads til at fremhæve Armstrongs eksempel som musiker og menneske. 'Louis, Louis' er en af albummets mest fyldigt realiserede sange. Andre er næsten skitseagtige, mens den helt skrabede 'All My Mistakes' giver sig god tid til at afvæbne lytteren. Men så er det til gengæld også gjort og grundigt. Det er tydeligt, at Teitur har ønsket at værne om stjernestøvet på sine vinger. Måske er det derfor, han har taget afsked med sit multinationale pladeselskab og nu går sine egne veje? Det ligner en bæredygtig strategi. På 'Stay Under The Stars' basker Teitur i hvert fald med personligheden, så man kun kan ønske ham fortsat opdrift.