Sådan vender en diva hjem. I noget stort, mørkt køretøj, hvorfra hun stikker sit blottede ben under den korte, blomstrede kjole ned mod fortovet i en højhælet sandal. Senere kommer hun helt ud og smiler med hele sit overskud inde fra den pels, hun forsøger at samle om sin spinkle krop for at holde den bidende, britiske kulde ude. For Jane Birkin, der som ganske ung skuespillerinde forlod de britiske øer for at slå sig ned i byernes by, Paris og stønnende bekende sin kærlighed i den ultimative porno-schlager 'Je t'aime moi non plus', er albummet 'Fictions' en art hjemkomst. Til modersmålet og en lang række anglofile sangskrivere af yngre dato, end den 59-årige sangerinde. Og hvilken hjemkomst! Med denne her skødesløse elegance, man ellers kun møder på en solbeskinnet dag langs Seinen i Paris, synger Jane Birkin sig forførende smukt gennem en serie slørlette, men langtidsholdbare sange. I selskab med sine fint udvalgte musikere bygger hun bro over Kærlighedens Kanal mellem England og Frankrig og tager det bedste fra begge landes musikalske univers med over. For nu at hive proppen op på en af de allertykkeste klicheer, er 'Fictions' som en god, modnet rødvin. Blød i sin konsistens, men med masser af fylde, krydderi og tyngde i smagen. Den bittersøde erfaring skvulper ud af Jane Birkins kyssebløde læber allerede i første sang og søger fortsat nysgerrigt videre ud i livet: »I really should be getting home/ They say that's where the heart is/ The taxi driver asks me/ where I'd like to go/ And suddenly I'm unsure/ Where do I call home«. En fornem popsang af Neil Hannon (The Divine Comedy), som straks får godt selskab af Tom Waits 'Alice', formfuldendt fortolket af Jane Birkin, der aldrig har haft en stor stemme, men til gengæld virkelig lever og ånder for denne sang i hver eneste frasering. Hun fortsætter med sensuel døsighed på 'Living In Limbo' og Rufus Wainright 'Waterloo Station', der nærmest er figursyet til Jane Birkin. Også coverversionen af Neil Youngs 'Harvest Moon' rager op på et overraskende godt, formfuldendt album fra en englænder i næsten livslangt fransk eksil. Her får vi det bedste fra to verdener, sat i scene af indbydende pop, easy listening og jazz af uafviselig kvalitet. Altså et overbevisende comeback for Jane Birkin, der i 2004 dukkede op af glemslens tobakståger med det også udmærkede 'Rendez-vous', som dog klart overgås af hendes indlevelse i disse (overvejende) engelske tekster.