Meget kan man sige om den multitalentfulde kunstner, Claus Beck-Nielsen, men død er han godt nok ikke. Ganske vist aflivede forfatteren, skuespilleren, anmelderen og happeningartisten Beck-Nielsen sig selv i 2001, hvilket også fremgår af den gravsten, der 'pryder' det inderste af denne cd. Som ikke desto mindre er (endnu) et dementi af det påståede dødsfald. For der er liv, smerte og en egen tør humor i den formfuldendte poesi og elektronisk-akustiske kabaret-pop, Claus Beck-Nielsen og Mads Ljungdahl præsenterer os for på dette overraskende gode debutalbum. »Aldrig igen skal vi ligge så tæt, mens du elsker en anden«, som Claus Beck-Nielsen eksempelvis synger i den indledende farvel-sang 'Aldrig igen'. En nøje nedtonet udgave af noget i popmusik så fladtrampet som forsmåede følelser, man ikke har hørt før. Der er mere fra de samme bitre lagner i næste nummer, 'Ringen', hvorfra den forladte mand og far til det fælles barn rapporterer: »Jeg ventede tredive timer, hun kommer aldrig hjem/ Hun rider ind i natten på et fremmed lem«. Imens snurrer musikken ind i den ensomme nat som forskruede lyde fra en snurretop, nogen har sat til at dreje rundt for evigt under den forladte ægteseng. Hele albummet synes at være inspireret af sammenbrudt kærlighed, forladthed og tab. Det er hård kost, men ingen havde formentlig forventet et muntert testamente fra den musikalske version af Claus Beck-Nielsen? For dem, der har mod, er der poetiske, teatralske og musikalske oplevelser af varighed at hente på en mættet musikalsk digtsamling om tab af kærlighed. Smukt, selv om Beck-Nielsen ikke er den store sanger. Til gengæld er han en absolut original, også som tekstforfatter. Og dem er der som bekendt ikke for mange af.