For tre år siden blev debutalbummet 'Fever To Tell' et overraskende hit for trioen The Yeah Yeah Yeahs med sin kakofoni af melodisk støj, der lød som om det var optaget på et gadehjørne hjemme i New York. Og transmitteret videre gennem en skrattende walkie-talkie af ældre dato. Men der var noget specielt inde bag den komprimerede støj. Både den på en gang forførende og sårbare sangerinde Karen O og det stof, pophits er syet af: gyldne øjeblikke af ren og skær forlystelsessyg nydelse. Siden har trioen, der ud over Karen O består af den fremragende trommeslager Nick Zinner og guitaristen Brian Chase, erhvervet sig et velfortjent image som et af de mest spektakulære livebands i bølgen af ny, om end tilbageskuende rock. Ved de intense koncerter har Karen O etableret sig som sin generations måske mest spændende sangerinder med et potentiale som afløser for Patti Smith eller Debbie Harry. Derfor er forventningerne mildt sagt skruede op til dette andet album, der uden vaklen lægger fra land med den energiske og iørefaldende 'Gold Lion'. En af albummets mange melodiske perler med en underlig surrealistisk tekst af Karen O. Yeah Yeah Yeahs har skruet ned for støjen, men op for melodier som 'Phenomena', der i det rigtige remix kan blive et stort clubhit, den sexede 'Honeybear' og den krystalklare rocker 'Cheated Hearts' med lillepigekor omkring mantraet: »I think that I'm bigger than the sound«. Udviklingen vil måske nok få puritanere til at kysse trioen farvel, men det er der ingen grund til. For trods tilføjelsen af en lille drilsk synthesizer hist og her, lykkes det faktisk for Yeah Yeah Yeahs at holde fast i sit særkende. Musikken er stadig både djævelsk og forførende, funklende som en Hollywood-stjerne på den røde løber og gåsehudsagtig skælvende som det menneske, der gemmer sin nervøsitet inden under roben. Meget New York, meget cool og meget stilfuldt. Men så måske heller ikke så meget mere.