Sidste skvulp på den enorme bølge af retro-rock, der surfer stolt på fortidens dyder, men måske er ved at miste sin kraft en anelse, er Death To Frank Ziyanak, en trio fra Silkeborg. Her er det tressernes beskidte og punkede garagerock, som er sat i centrum for en snotnæset vokal, som vredet ud af tuden på The Ramones i halvfjerdsernes New York. Charmerende, veludført, stilsikkert, tempofyldt og tilpas råt. Men jo ikke ligefrem tordnende originalt. Den rå lyd er skabt i Water Music Studio i Hoboken i New Jersey - intet mindre end Frank Sinatras fødeby. Her har de gæve jyder indspillet albummet live på blot seks dage under ledelse af den amerikanske kapacitet John Agnello (The Kills og norske Madrugada er blandt navnene på hans CV), som virkelig har ramt den autentiske rocklyd lige i hjertet. Og i sange som den frækt strittende 'Fe Fi Mo Fo' med sit snert af Iggy Pop lykkes det til fulde for Death To Frank Ziyanak at fræse stramt af sted uden smålig skelen til fortid eller fremtid. Et nostalgisk nu, fint indfanget. Men alle disse kvaliteter til trods savner man noget vilje, noget spræl og intensitet i silkeborgensernes gedigne opdatering af gode gamle dyder. Det springer ud af albummet, at trioen er et formidabelt bekendtskab live, men på cd er de her i første hug for uselvstændige til for alvor at overbevise.