Et elastikoptrukket optiganorgel. Alene ordene synes at gemme på en fascinerende fortælling. Fra dengang verden var analog, og det hed mekanik, ikke teknologi.
Helt konkret blev det skrøbelige lille hjemmeorgel med præindspillede toner skabt til de amerikanske familier i 1960’erne. Et af den slags små, løsrevne fragmenter af oplysning, man kan stikke sidemanden hen over en øl på et af de tilbageværende brune værtshuse. Men historierne om optiganorglet standser ikke her.
Radioværten, musikeren og forfatteren Torben Steno har et optiganorgel. Faktisk har han – ifølge ham selv – det ene og Tim Christensen det andet af de to, der findes her i landet. Men det er Stenos optiganorgel, der faktisk besøger værtshusene.
LÆS ANMELDELSEN Magtens Korridorer-forsanger går i Kim Larsens fodspor
For syv år siden var Stenos sært boblende optiganorgel nemlig det musikalske omdrejningspunkt for samarbejdet med rocksangeren og biologen Johan Olsen. De kaldte det Pligten Kalder og udgav en skæv lille ep med visesange og bristede storbydrømme.
Musikalsk charme med stækkede vinger
Nu vender optiganorgelet tilbage med et helt album, der fastholder den værtshusromantiske linje med lige dele skurvognsbemærkning og underspillet melankoli i titlen, ’Du skulle have været her i går’. Alt er dog ikke det samme.
I den mellemliggende tid er Steno og Olsen rykket fra deres Vesterbro-stamsted, Märkbar, til Alleenberg på Frederiksberg, kendt som ’Psykopaten’ i folkemunde. Her har de to fortalere for de fortabte sjæles skønhed fået selskab af saxofonisten Peter Jessen og gennem nogle somre stået for det tilrøgede lydomslag.
Det giver de elleve nye visesange et jazzet skær, men selv om instrumentbyggeren Peter Jessen lever op til optiganets særlige væsen med en sjælden, selvbygget saxofon, der kun findes ti af i verden, har den musikalske charme fået stækket sine vinger. Og det hjælper ikke på det, når Johan Olsen anstrenger sig for at mime Tom Waits.
Dansk jazz-album er mærkeligt fascinerendeAlligevel slipper de godt fra balancegangen mellem standard og egenart.
Sømandsmetaforik og triste skæbner
For Pligten Kalder har lige præcis nok gode melodier mellem de hyggelige musikfloskler, og sproget vipper fint på sine hængsler. Mellem sømandsmetaforik og postkort fra storbyens triste skæbner ryger vemoden som cigaretrøg fra typiske linjer som »når fugten går i sjælen/ og smilet står på tværs« eller »den glød jeg har, den sidder på min smøg«.
Bare titlen på sangen ’Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november’ kan få endnu en fortælling til at springe op fra optiganorglet. Den kan så klemme sig ind mellem den sørgelige vise om kvinden, der »står og rister/ de sørgelige rester/ åbner endnu et par flasker/ til sine tavse gæster«, og så den om os alle sammen, når vi stikker hovedet ned i selvbedragets strudsebusk: »Jeg snyder i kabale/ og smider sidste kort/ mens fuglene på taget en for en/ flyver langt, langt bort«.
Urbane hymner fik et løft af amerikansk klavertalentPligten Kalder har sin egen nussede, hyggelige og lige pludselig dramatiske poesi. Det er den, der holder fortællinger og bodegavisdommen kørende på deres første hele album. Dét, optiganorglet og så forsikringen om, at der stadig er koldt øl i hanerne og flere cigaretter i automaten.
En god fortælling ligger på lur
Ovre i Gjellerup Parken sidder Frank Ziyanak med en anden fortælling fra et liv med slagside. Hans egen. Han åbner sit solodebutalbum med sangen ’Festen er ovre’ og ordene: »Jeg drikker lidt/ og mere for at glemme/ familie før musik før penge«.
Oprindelig fra Silkeborg har Frank Ziyanak levet et omflakkende liv i periferien af dansk musik, både som frontmand i hårdtslående Death To Frank Ziyanak og som en del af tumlingeduoen The Wong Boys.
For to år siden stod han klar med sit første soloalbum, men smed det i skraldespanden, droppede musikken og blev tatovør i stedet. Familielivet skulle sættes i centrum, den indre svirebror fik en pause.
LÆS ANMELDELSEN
Nyt fra nostalgikerneNu vender han så alligevel tilbage og har stadig en barsk attitude: »når jeg dør, så håber jeg/ mine sidste venner forstod mig/ og dem jeg valgte fra/ synes jeg var en kæmpe nar«.
Vender skåltalerne på vrangen
Men den musikalske tone er langtfra så aggressiv som ordene.
På bistandshjælp har Frank Ziyanak siddet og fundet en til tider ret fængende blanding af forsamlingshusets keyboardlyd og trist techno, der blåtoner linjerne: »jeg synger ikke, jeg græder på bunden af et sort hul«. Det er patetisk, og sammen med sange som ’Livet er en kælling’ er det over et helt album med til at hobe klicheerne kritisk op. Både de musikalske og sproglige.
Men på åbningsnummeret er festen faktisk langtfra ovre i den skrabede og simple lyd. Det har tæft, ligesom melodierne får den tøffende synthpop til at svinge på de bedste sange som ’To til en tango’ og ’Gå som en mand’. Og når Frank Ziyanak med sin lakoniske tone synger: »jeg er ikke som de andre/ jeg er noget for mig selv«, vender han skåltalerne på vrangen, så man lige må høre efter en ekstra gang.
LÆS OGSÅ Syrehoveder og alvorsmænd griber bagud i historien
Der kunne jo ligge en god fortælling på lur mellem de ord, som sidemanden sidder og mumler. Måske en, man ikke havde hørt før.
fortsæt med at læse
